Told ved eksport til lande udenfor EU

Danske virksomheder, der sælger varer til tredjelande, kan opnå en toldmæssig fordel, hvis de godtgør, at deres varer har EU-oprindelse. Det er tilfældet, hvis varen kun i uvæsentligt omfang består af dele, der er produceret i lande udenfor EU. Fordelen er af afsætningsmæssig art, idet den betyder, at der ikke skal betales told – eller kun en beskeden told – i det land, hvortil der eksporteres, hvis der er tale om et land, som EU har en handelsaftale med. 

Muligheden for en toldmæssig fordel gælder også den modsatte vej. Danske virksomheder, der importerer varer fra udlandet kan slippe for at betale told – eller nøjes med en reduceret told – hvis deres leverandør godtgør, at varerne har oprindelse i et land, hvormed EU har en handelsaftale.

Når det gælder eksportvirksomheders erklæringer om EU-oprindelse, foretager Toldstyrelsen ofte en efterkontrol i form af stikprøver. Det fører jævnligt til afgørelser om, at dokumentationen ikke er i orden, hvilket kan illustreres med en nylig afgørelse fra Landsskatteretten.

Stålskinner til Schweiz

Sagen handlede om en virksomhed, der solgte skinner af stål til en kunde i Schweiz. Skinnerne skulle indgå i et afvandingssystem af plastik. Til fremstilling af skinnerne blev der blandt andet anvendt metal, der var indkøbt i Indien. Produkterne herfra udgjorde mere end 10 % af skinnernes pris ab fabrik.

I forlængelse af en efterkontrol traf Toldstyrelsen afgørelse om, at den præferentielle oprindelse ikke kunne dokumenteres i forhold til tre eksportangivelser og nægtede derfor EU-oprindelse for disse. Det fremgår ikke af afgørelsen, hvilke konsekvenser denne havde, men normalt indebærer det, at Toldstyrelsen giver besked til toldmyndigheden i det land, hvortil varen er eksporteret. Denne vil herefter normalt opkræve told hos importøren, som i givet fald nok vil gøre regres mod sin leverandør, den danske virksomhed.

I den konkrete sag var den danske virksomhed ikke uenig i, at dokumentationen for den anvendte varekode ikke var tilstrækkelig. Virksomheden gjorde imidlertid gældende, at de havde brugt en forkert varekode. Virksomheden ønskede således at anvende en anden varekode, som det var lettere at opnå EU-oprindelse på. Dette kunne Landsskatteretten imidlertid ikke tilslutte sig, da det ikke kunne bevises, at færdigvaren udelukkende kunne benyttes til det formål, som virksomheden havde produceret dem til. Landsskatteretten stadfæstede derfor Toldstyrelsens afgørelse.

Kommentar

Det er vores erfaring, at mange virksomheder undervurderer betydningen af korrekt tarifering og oprindelsesdokumentation. Virkeligheden er desværre, at selv små fejl kan få store økonomiske konsekvenser.

Tarifering er ofte lidt af en videnskab, men er i mange tilfælde afgørende for muligheden for at drage fordel af handelsaftaler. Reglernes kompleksitet øges af, at Toldstyrelsen ikke altid bruger ensartede principper, når de skal træffe afgørelse om den slags. Ofte anbefaler vi derfor virksomhederne at bruge muligheden for at søge en såkaldt bindende tariferingsoplysning (BTO), som et er officielt svar fra Toldstyrelsen om, hvilken varekode et givet produkt skal have og som er juridisk bindende i tre år.

Også oprindelsesreglerne er komplekse, idet der kan være flere regler at vælge mellem. I vores rådgivning til eksportvirksomheder lægger vi vægt på, at der vælges det rigtige regelsæt fra starten. Ikke fordi, der ikke kan ske omvalg, men fordi dette er besværligt og ikke altid tillades. Det er den ovenfor omtalte afgørelse et fint eksempel på.