To nye domme om TP-dokumentation

Skattestyrelsen har en ganske restriktiv tilgang til virksomheders TP-dokumentation, hvilket jævnligt fører til langvarige og dyre skattesager. Begge de nyligt afgjorte sager havde verseret i mere end 10 år.
Skattestyrelsen har på skat.dk netop offentliggjort en anonymiseret udgave af Højesterets dom af 9. januar 2025 vedrørende konsulentvirksomheden Accenture. Sagen angik selskabets TP-dokumentation for indkomstårene 2007-2011, som Skattestyrelsen havde anset for mangelfuld i et sådant omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Styrelsen havde på den baggrund forhøjet selskabets skatteansættelser for de fem omhandlende indkomstår med et samlet beløb på omkring 120 mio. kr., hvilket var tiltrådt af Østre Landsret. Højesteret nåede frem til det modsatte resultat og gav selskabet fuldt medhold. Det skete omkring 12 år efter, at sagen var startet. 

Hovedspørgsmålet i sagen var, om selskabets betaling til koncernforbundne selskaber for leje af medarbejdere skete på armslængdevilkår. I en koncernintern aftale var det bestemt, at selskabet i sådanne tilfælde skulle betale et vederlag svarende til det udlejende selskabs direkte og indirekte lønomkostninger samt et avancetillæg på 30 % (mark-up). Selskabets TP-dokumentation indeholdt både en funktions- og risikoanalyse samt en sammenlignelighedsanalyse, men Skattestyrelsen havde fundet, at der skulle anvendes en anden metode.

Højesteret fastslog, at hverken uenighed om metodevalget eller om sammenlignelighedsanalysen i sig selv gjorde dokumentationen mangelfuld, hvorfor indkomsten ikke af den grund kunne ansættes skønsmæssigt. Højesteret fandt heller ikke, at skattemyndighederne havde godtgjort, at avancetillægget ikke var på armslængdevilkår. Også i forhold til et spørgsmål om fradrag for en royaltybetaling fik selskabet medhold.


Et modsat udfald

Vestre Landsret har den 17. februar 2025 afsagt dom i en anden sag om TP-dokumentation. Dommen er endnu ikke offentliggjort, men Kammeradvokaten har på sin hjemmeside offentliggjort et uddrag af dommen, som du kan læse her.

Sagen angik TP-dokumentation for indkomstårene 2006-2009 for et selskab, der driver virksomhed med salg af sikkerheds- og redningsudstyr til blandt andet passager- og fragtskibe. Dokumentationen var af Skattestyrelsen anset for mangelfuld. Styrelsen havde på den baggrund forhøjet selskabets skatteansættelser for de fire år med et samlet beløb på knap 166 mio. kr. En forhøjelse som Landsskatteretten efterfølgende nedsatte til små 85 mio. kr. 

Sagen fik det modsatte forløb af Accenture-sagen, idet selskabet vandt i byretten, men tabte i Landsretten, som tilsluttede sig Landsskatterettens afgørelse, men dog nedsatte forhøjelsen til ca. 79 mio. kr. som følge af en regnefejl. Det er uvist, om dommen ankes til Højesteret.

Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det ikke af selskabets TP-dokumentation entydigt fremgik, hvilken metode, som var anvendt, ligesom den valgte metode ikke var begrundet. Landsretten fandt tillige, at selskabets sammenlignelighedsmetode var behæftet med væsentlige fejl og mangler.


Kommentar

Alle TP-sager er forskellige, men de to domme giver en fin illustration af betydningen af en dokumentation af høj kvalitet. Hvis du vil have input til arbejdet med udarbejdelse af TP-dokumentation, kan du tilmelde dig et af vores kommende i inspirationsmøder i Esbjerg, Odense og Aarhus. Du kan læse mere om møderne og om tilmelding på denne side.

På møderne fortæller vi også om et lovforslag, der vil fritage 1.500 selskaber for dokumentationspligten, og om den betydning, som udfaldet af Accenturesagen nok vil få i forhold til de bødesager, som Skattestyrelsen ofte rejser i forlængelse af en TP-kontrol. 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.