Slut med moms på bestyrelseshonorarer

Advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer skal ifølge et nyt styresignal fremover fakturere deres bestyrelseshonorarer uden moms. Fonde og foreninger m.fl. vil kunne tilbagesøge moms af bestyrelseshonorarer tre år tilbage. 
 

Selvom bestyrelsesmedlemmer i selskaber, fonde og foreninger mv. vælges som personer, har det i mange år skattemæssigt været anerkendt, at honorarer for bestyrelsesarbejde for advokater og andre – typisk virksomhedskonsulenter – med meget bestyrelsesarbejde, kan anses for indkomst ved selvstændig virksomhed med den konsekvens, at honorarerne godkendes som selskabsindkomst eller kan indgå i virksomhedsordningen for en personlig dreven virksomhed. 

På grund af den skattemæssige praksis – som du kan læse mere om på denne side på skat.dk –  har det i momsmæssig henseende også været accepteret, at bestyrelseshonorarer for denne gruppe professionelle bestyrelsesmedlemmer er blevet faktureret med moms. Denne praksis er imidlertid for nylig blevet ændret med et styresignal fra Skattestyrelsen.

Den momsmæssige praksisændring skyldes to domme fra EU-domstolen fra henholdsvis 2019 og 2023. I begge sager nåede domstolen efter en konkret vurdering frem til, at der ikke skulle lægges moms på bestyrelseshonorarer. Ifølge styresignalet skal dette fremover også gælde for advokater og virksomhedskonsulenters fakturering af bestyrelsesarbejde, hvis advokaten eller konsulenten i forhold til sit bestyrelsesarbejde ikke handler i eget navn og heller ikke for egen regning og på eget ansvar og ikke bærer den økonomiske risiko ved bestyrelsens beslutninger.

Således som styresignalet er formuleret, åbnes der for, at der fortsat kan faktureres med moms, hvis det efter en konkret vurdering kan lægges til grund, at de oplistede kriterier ikke er opfyldt. Det er imidlertid vores vurdering, at dette som udgangspunkt altid vil være tilfældet, og at det derfor i praksis reelt er slut med at lægge moms på honorarer for bestyrelsesarbejde.
 

Praksisændringens momsmæssige betydning

Ændringen betyder ikke, at selskaber m.fl. fremover altid skal udbetale bestyrelseshonorarer til alle bestyrelsesmedlemmer personligt. Også fremover kan honorarer for bestyrelsesarbejde faktureres af advokat- og konsulentvirksomheder mv. Det skal blot ske uden moms. Styresignalet udspringer således af en konkret sag, hvor en advokatvirksomhed – drevet i selskabsform – fik bekræftet, at det skulle fakturere advokatens bestyrelsesarbejde for en fond uden moms.

Praksisændringen har som udgangspunkt heller ikke betydning for advokat- og konsulentvirksomheders momsfradrag. Kun hvis virksomhederne afholder omkostninger, der er tæt knyttet til bestyrelseshonoraret, vil de ikke kunne fratrække købsmomsen. Dette vil efter vores vurdering næppe kunne forekomme.
 

Mulighed for genoptagelse

Mens praksisændringen altså ikke har nogen økonomisk betydning for de berørte advokat- og konsulentvirksomheder, så gælder det modsatte hos en del af de selskaber, fonde og foreninger, som har været vant til at modtage regninger for bestyrelsesarbejde med moms. For dem, vil den bortfaldne moms udgøre en reel økonomisk gevinst, hvis de kun har delvist eller intet momsfradrag. Dette vil nok være tilfældet for en del fonde og foreninger. Disse vil ifølge styresignalet nu kunne søge om genoptagelse og tilbagebetaling af den betalte moms af regninger for bestyrelsesarbejde, men kun tre år tilbage i tid. Advokatfirmaer, der vil hjælpe deres kunder, kan derimod på visse betingelser søge om tilbagebetaling af moms helt tilbage til 2014. Uanset hvem, der søger, vil eventuelle tilbagebetalingsbeløb ved udbetalingen blive tillagt sædvanlig rentegodtgørelse.
 

Skat

Det er vores vurdering, at den skattemæssige behandling af bestyrelseshonorarer ikke umiddelbart påvirkes af den nye momspraksis, og at honorar for bestyrelsesarbejde derfor fortsat kan anses for erhvervsmæssig indkomst for advokater m.fl. i skattemæssig henseende. 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.