Mange 68-72-årige arbejder stadig trods pæn pensionsindkomst

Der findes seniorer, som stopper på arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen, men der er også ældre, som fortsætter med at arbejde efter, at de har fået ret til folkepension, selvom de ikke synes at have noget økonomisk behov for at gøre det.

Før sommerferien beskæftigede flere medier sig med spørgsmålet om det rimelige i, at nogle seniorer går på pension, før de når folkepensionsalderen, fordi størrelsen af deres private pensionsopsparing eller deres formue giver dem mulighed for at gøre det. En diskussion som relativt hurtigt døde ud. Måske fordi den mere var baseret på antagelser end på fakta.

Der er ingen tvivl om, at der findes seniorer, som så at sige stopper på arbejdsmarkedet før tid, fordi de har råd til det, men efter vores vurdering er det næppe mange. Hertil kommer, at man i diskussionen helt overså det modsatte. Nemlig de mange, som fortsætter med at arbejde efter, at de har nået folkepensionsalderen, også selvom de har så høj en pensionsindkomst, at de må antages ikke at have noget større økonomisk behov for at gøre det.

I forhold til det sidste har vi indhentet oplysninger hos Skattestyrelsen for indkomståret 2024 for de 68-72-årige, men kun for dem med en pensionsindkomst på mere end 33.000 kr. om måneden. En gruppe som for dette indkomstår omfattede knap 23.000 personer. Ifølge oplysningerne supplerede mere end 1/3 af disse seniorer deres ellers pæne pension med løn mv. (A-indkomst) på gen-nemsnitligt knap 22.000 kr. om måneden.
Oplysningerne kan i skemaform vises således:

 
Fødselsår Antal personer med
pensionsindkomst over 400.000 kr.
Heraf også med A-indkomst Gennemsnitlig
A-indkomst i 2024
1952 5.122 1.434 260.225 kr.
1953 4.967 1.621 282.722 kr.
1954 5.083 1.959 311.737 kr.
1955 4.332 1.523 235.998 kr.
1956 3.484 1.234 224.976 kr.
I alt 22.988 7.771  


Ifølge Danmarks Statistik blev der født omkring 77.000 børn i hvert af årene 1952-1956, mens der ved udgangen af 2024 levede i alt 283.370 personer, som var født i Danmark i et af disse år. På den baggrund kan det konkluderes, at knap 10 % af denne gruppe havde en pensionsindkomst på over 400.000 kr. i 2024. 

Oversigten indeholder ikke tal for, hvor mange 68-72-årige, der supplerer en pæn pensionsindkomst med anden form for personlig indkomst end A-indkomst, fx overskud ved selvstændig virksomhed eller B-indkomst. Dem findes der givetvis også en del af. Oversigten tager heller ikke højde for, at der kan være 68-72-årige, som har betydelig A-indkomst, og som trods stor pensionsopsparing kun har en beskeden eller slet ingen pensionsindkomst, fx fordi de endnu ikke har sat gang i udbetalingen af deres private pensioner. 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.