Indbetaling af acontoskat for selskaber den 3. februar 2025

Selskaber med udsigt til restskat for indkomståret 2024 bør overveje at foretage frivillig indbetaling til hel eller delvis dækning af restskatten allerede nu fremfor at vente til november. Herved kan der nemlig ofte opnås en rentegevinst.
 
Selskaber, fonde og foreninger skal betale restskat for indkomståret 2024 den 20. november 2025 sammen med et restskattetillæg på 8,3 %. Da tillægget ikke er fradragsberettiget, svarer det til en rente på 10,6 % p.a. før skat. Restskattetillægget er 0,6 procentpoint højere end for indkomståret 2023, hvor det udgjorde 7,7 %.

De selskaber mv., som ved, at de står til en restskat, har dog mulighed for frivilligt at indbetale et beløb til hel eller delvis dækning af restskatten allerede nu. Reglerne for frivillig indbetaling af selskabsskat er nemlig sådan, at der også kan indbetales den 1. februar i året efter indkomstårets udløb. I år falder den 1. februar imidlertid på en lørdag, og derfor er sidste frist for frivillige indbetalinger for indkomståret 2024 mandag den 3. februar 2025.


Dekort af betalinger nu

Selvom restskattetillægget forsvinder for de beløb, der indbetales den 3. februar 2025, så er besparelsen ikke identisk med tillægget. De indbetalinger, der foretages nu, reduceres nemlig med en dekort på 1,6 %. Reduktionen betyder, at selskaberne kun godskrives 98.400 kr. for hver 100.000 kr., de indbetaler.

På trods af dekorten er det historisk set ikke ubetydelige beløb, der indbetales frivilligt i februar måned. I 2023 blev der således indbetalt 9,9 mia. kr., mens der i 2024 blev indbetalt 12,8 mia. kr.

Hvorvidt det kan betale sig at foretage frivillige indbetalinger nu, afhænger selvsagt af, hvordan indbetalingen finansieres. For selskaber med overskudslikviditet vil fordelen som udgangspunkt være åbenbar. For selskaber, der skal finansiere indbetalingen ved træk på en kredit, afhænger det af lånerenten for denne. Da restskattetillægget imidlertid, som nævnt, svarer til en lånerente på 10,6 % p.a. før skat, vil indbetaling også i sådanne tilfælde nok være interessant for de fleste, hvis der er tale om et større beløb.

Det kan ikke betale sig at foretage en for stor indbetaling. Den normale rentegodtgørelse til overskydende skat, der for indkomståret 2024 er fastsat til 4,4 %, gives nemlig ikke til overskydende skat, der kan henføres til en frivillig indbetaling i februar. Skulle skaden ske, kan man dog glæde sig over, at en frivillig indbetaling i februar, som ender som overskydende, ikke reduceres med dekorten på de 1,6 %.

Selskaber, der ønsker at foretage frivillig indbetaling af acontoskat til deres skattekonto, skal huske forud for indbetalingen via TastSelv Erhverv at indberette, hvad indbetalingen skal gå til dækning af. Sker det ikke, vil den frivillige indbetaling nemlig blive tilbagebetalt. Satserne for restskattetillægget, for godtgørelsen til overskydende skat samt for dekorten ved frivillige indbetalinger nu fremgår i øvrigt af denne meddelelse fra Skattestyrelsen.
 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.