Etableringskonto: Skattestyrelsen er hård ved visse nyetablerede

I forlængelse af en ændret formulering i sin juridiske vejledning har Skattestyrelsen rejst sager mod en gruppe nyetablerede med påstand om, at de har brugt reglerne med urette, uagtet at de ikke kendte Styrelsens holdning på fradragstidspunktet. 
 
Politisk er der et ønske om at understøtte iværksætteri, sådan at flere får lyst til at starte egen virksomhed. I skattereglerne er der derfor god hjælp at hente for dem, der sparer op til etablering af selvstændig virksomhed. Der gives nemlig skattefradrag for indskud på en etableringskonto eller en iværksætteropsparing i et pengeinstitut. Der er tale om et fremrykket fradrag. Når virksomheden er i gang, og pengene hæves til betaling af fx udstyr eller husleje, modregnes det hævede beløb i udgiften, sådan at kun nettoudgiften/-investeringen kan fratrækkes eller afskrives, men det ændrer ikke ved, at der er penge at tjene ved at bruge reglerne.

Muligheden for fradrag gælder ikke kun for dem, der vil starte egen virksomhed fra bunden, men også for dem, som køber en eksisterende virksomhed eller som køber sig ind i en sådan. Hvis du står for at skulle købe en andel af en ejendomsmæglerforretning, en tandlægeklinik, en lægepraksis eller en anden af de virksomheder, som ofte har flere ejere, kan du derfor også bruge reglerne. Reglerne kan også bruges af dem, der allerede har etableret sig.

Det mest almindelige er, at der indskydes penge på en etableringskonto eller en iværksætteropsparing i årene op mod etableringen, men faktisk kan der også indskydes for det år, hvor virksomheden starter og for de efterfølgende fire år. Og som noget helt særligt kan reglerne i disse år bruges, uden at der skal sættes penge ind på kontoen. Altså fradrag uden pligt til at binde pengene på kontoen. 

I forhold til det sidste – altså om fradrag i etableringsåret og de efterfølgende fire år – ændrede Skattestyrelsen i juli måned sidste år formuleringen i et afsnit om reglerne i sin juridiske vejledning, sådan at det nu fremgår, at fradrag i disse tilfælde er betinget af, at der tidligere er indskudt midler på en etableringskonto i et pengeinstitut og dermed foretaget fradrag i et tidligere år. 

Ved etablering af selvstændig virksomhed i 2025 er det ifølge Styrelsen således en betingelse for fradrag for dette år, at der også er foretaget fradrag for indkomståret 2024. I forlængelse af omformuleringen har Skattestyrelsen rejst et formentlig større antal sager mod nyetablerede og overfor disse gjort gældende, at det er med urette, at de har brugt reglerne.


Kommentar

Reglerne om fradrag for indskud på etablerings- og iværksætterkonti kan ikke bruges til skatte-tænkning. Det kan således ikke betale sig at indskyde penge på en af disse konti alene for at opnå skattefradrag. Der sker nemlig efterbeskatning, hvis der ikke etableres en virksomhed.

Af samme grund – og fordi der alene er tale om et fremrykket fradrag – er ordningen en billig omgang for statskassen, fordi provenutabet i det væsentlige består af et beskedent rentetab.

Set i det lys kan det undre, at Skattestyrelsen finder anledning til at rejse sager bagud i tid på baggrund af den ændrede formulering i den juridiske vejledning. De fanger nemlig groft sagt iværksætterne på det forkerte ben, fordi disse pludselig skal skaffe penge til betaling af en restskat for det første år, men til gengæld slipper billigere i skat i de efterfølgende år. Det lyder måske overkommeligt, men restskatten er behæftet med et restskattetillæg og morarenter, hvilket gør det til en dårlig forretning af have brugt reglerne. Omvendt ender statskassen med en gevinst på et regelsæt, der er ment som en hjælp til iværksættere.

I BDO er vi stærkt kritiske overfor Skattestyrelsens ageren i disse sager. Vi mener ikke blot, at den ændrede formulering hviler på et spinkelt juridisk grundlag, men i vores optik er der under alle omstændigheder tale om en klokkeklar praksisændring, der kun kan gennemføres med fremadrettet virkning.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.