Den skattefrie seniorpræmie forhøjes fra nytår

Den økonomiske gulerod ved at fortsætte med at arbejde i de første to år efter, at folkepensionsalderen er nået, vokser pænt meget til næste år. Det vil nok især seniorer med et godt helbred vælge at gøre.


Politisk er der i de senere år gjort rigtig meget for at holde seniorer på arbejdsmarkedet. Et af tiltagene er den skattefrie seniorpræmie, som gives til dem, der er født den 1. januar 1954 eller senere, og som fortsætter med at arbejde efter, at de har nået folkepensionsalderen. 

Seniorpræmien gives for arbejde i de første to år efter, at man når folkepensionsalderen, og udbetaling forudsætter, at der arbejdes ikke under 1.560 timer på årsbasis – svarende til i gennemsnit 30 timer om ugen – og til en gennemsnitlig timeløn på mindst 142,15 kr. (2025-niveau). Det svarer til en månedsløn på ca. 18.500 kr. Se nærmere om reglerne på denne side på borger.dk.

For lønmodtagere sker udbetalingen helt automatisk omkring to måneder efter, at optjeningsperioden er udløbet. For en lønmodtager født i oktober 1957 udgør optjeningsperioden for den første portion således perioden fra den 1. november 2024 til den 31. oktober 2025, og hvis betingelserne er opfyldt, udbetales præmien i slutningen af 2025. Selvstændige og visse hovedaktionærer får kun udbetalt præmien efter ansøgning og typisk mindst et år senere end lønmodtagere, fordi deres ansøgning først kan behandles, når deres årsopgørelse for optjeningsperioden foreligger.


Præmien forhøjes

Den skattefrie seniorpræmie er størst for det første år og noget lavere for det andet år efter, at folkepensionsalderen er nået. I forbindelse med den seneste skattereform blev det vedtaget, at præmien skal forhøjes ad to gange. Første gang i 2026 og anden gang i 2029. Lige før sommerferien offentliggjorde Beskæftigelsesministeren et udkast til det lovforslag, som skal udmønte aftalen. Heraf fremgår, at præmien for de første 12 måneder vil blive forhøjet med 5.346 kr. i 2026 og med yderligere 9.179 kr. i 2029, mens præmien for de næste 12 måneder forhøjes først med 3.172 kr. og dernæst med 5.346 kr. De samlede præmier – opgjort i 2025-niveau – vil herefter se sådan ud:
 

  2025 2026 2029
Første 12 måneder 48.555 kr. 53.901 kr. 63.080 kr.
Næste 12 måneder 28.902 kr. 32.074 kr. 37.420 kr.
I alt 77.457 kr. 85.975 kr. 100.500 kr.



For en senior, der ikke betaler topskat, svarer den samlede præmie på 100.500 kr. i 2029 til en løn før skat på over 270.000 kr. for to års arbejde. Hertil kommer gevinsten ved, at den optjente løn ikke modregnes i folkepensionstillægget, der for gifte og samlevende udgør 4.262 kr. pr. måned (2025-niveau). Det vil for 24 måneder sige et samlet beløb på lige over 100.000 kr., som der godt nok skal betales skat af, men som alligevel er med til at gøre det til en god forretning for mange at arbejde i de første to år efter, at man har nået folkepensionsalderen.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.