Brug for en modernisering af begrebet ”selvstændig virksomhed”
Brug for en modernisering af begrebet ”selvstændig virksomhed”
Mange virksomheder føler sig efterladt i ingenmandsland, når de på den ene side gerne vil bruge enkeltmandsvirksomheder som underleverandører, men på den anden side gerne vil sikre sig mod skattekrav.
Folketingets Skatteudvalg modtog for nylig en henvendelse fra en grossistvirksomhed indenfor byggebranchen med en opfordring til at se nærmere på reglerne for, hvornår indehavere af enkeltmandsvirksomheder skal anses for at drive selvstændig virksomhed, og hvornår de skattemæssigt skal anses for lønmodtagere i den virksomhed, som de arbejder for.
Ifølge virksomheden er de nugældende regler ikke tidssvarende, da de ikke understøtter soloselvstændige og freelancere, der ikke ønsker at blive tvunget ind i et klassisk ansættelsesforhold. Hertil kommer, at Skattestyrelsen ikke giver entydige retningslinjer for, hvordan man som virksomhed kan dokumentere, at der er tale om et B2B-samarbejde og ikke et ansættelsesforhold, men tværtimod møder virksomhederne med krav om efterbetaling af A-skat og AM-bidrag. Du kan læse Skatteministerens kommentar til henvendelsen her.
Der er ingen tvivl om, at virksomheden har ret i, at Skattestyrelsen har en ganske restriktiv tilgang til administrationen af reglerne – sådan oplever vi det også – men reelt er det snarere reglernes manglende sammenhæng med nutidens arbejdsmarked i kombination med den øgede brug af udenlandsk arbejdskraft, som er skurken. Selvom enkeltmandsvirksomheder indenfor fx IT-branchen og medie-/kommunikationsverdenen har været et faktum nærmest i årtier, er det efter vores vurdering ganske få sager, der har været rejst i forhold til sådannes skattemæssige status. Sagerne er først kommet efter, at tilgangen af arbejdskraft fra udlandet er eksploderet, og efter at madudbringningsvirksomheden Wolt etablerede sig i Danmark med et koncept baseret på selvstændige bude, som Skattestyrelsen imidlertid anser for lønmodtagere.
Det er en misforståelse at tro, at brugen af en CVR-registreret underleverandør udgør et værn mod, at skattemyndighederne kan anse den pågældende for – i skatte- og momsmæssig forstand – at være lønmodtager i den virksomhed, som den pågældende arbejder for. Det gør det nemlig ikke. Hvorvidt der skattemæssigt er tale om en selvstændig, afhænger nemlig ikke af det ydre setup, men af en konkret vurdering af samarbejdet. Der lægges i denne forbindelse især vægt på, hvordan betalingen for arbejdet udregnes, og på hvem der bærer den økonomiske risiko ved dette, ligesom der henses til, hvilke udgifter leverandøren skal afholde af den modtagne betaling.
Den ledende dom på området er en Højesteretsdom fra december 2022. Denne sag handlede om et hollandsk selskab, der tilbage i 2011 fik en opgave med at fjerne overflødige anlæg under vand ved en række boreplatforme i Nordsøen. Til opgaven hyrede selskabet mere end 100 dykkere fra 15 forskellige lande, hvoraf langt de fleste var bosiddende i enten England eller Holland. Alle dykkerne blev hyret på konsulentaftaler, som var betinget af, at de kunne fremvise en erklæring fra de hollandske skattemyndigheder om, at de efter hollandsk ret blev anset for selvstændige.
De danske skattemyndigheder anså imidlertid dykkerne for lønmodtagere efter dansk ret og pålagde derfor det hollandske selskab – der var skattepligtig til Danmark, fordi det udførte arbejde på den danske kontinentalsokkel – at betale et beløb på knap 4,7 mio. kr. i form af ikkeindeholdt A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag. Denne afgørelse blev tiltrådt af Højesteret, som efter en samlet vurdering fandt, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere.
Indtil Folketinget beslutter sig for at modernisere reglerne – hvilket vi håber, det gør – opfordrer vi virksomhederne til at udvise forsigtighed med at bruge enkeltmandsvirksomheder som underleverandører, fordi dette længe efter samarbejdets ophør kan føre til uventede skattekrav.
Ifølge virksomheden er de nugældende regler ikke tidssvarende, da de ikke understøtter soloselvstændige og freelancere, der ikke ønsker at blive tvunget ind i et klassisk ansættelsesforhold. Hertil kommer, at Skattestyrelsen ikke giver entydige retningslinjer for, hvordan man som virksomhed kan dokumentere, at der er tale om et B2B-samarbejde og ikke et ansættelsesforhold, men tværtimod møder virksomhederne med krav om efterbetaling af A-skat og AM-bidrag. Du kan læse Skatteministerens kommentar til henvendelsen her.
En udvikling over tid
Der er ingen tvivl om, at virksomheden har ret i, at Skattestyrelsen har en ganske restriktiv tilgang til administrationen af reglerne – sådan oplever vi det også – men reelt er det snarere reglernes manglende sammenhæng med nutidens arbejdsmarked i kombination med den øgede brug af udenlandsk arbejdskraft, som er skurken. Selvom enkeltmandsvirksomheder indenfor fx IT-branchen og medie-/kommunikationsverdenen har været et faktum nærmest i årtier, er det efter vores vurdering ganske få sager, der har været rejst i forhold til sådannes skattemæssige status. Sagerne er først kommet efter, at tilgangen af arbejdskraft fra udlandet er eksploderet, og efter at madudbringningsvirksomheden Wolt etablerede sig i Danmark med et koncept baseret på selvstændige bude, som Skattestyrelsen imidlertid anser for lønmodtagere.
Reglerne
Det er en misforståelse at tro, at brugen af en CVR-registreret underleverandør udgør et værn mod, at skattemyndighederne kan anse den pågældende for – i skatte- og momsmæssig forstand – at være lønmodtager i den virksomhed, som den pågældende arbejder for. Det gør det nemlig ikke. Hvorvidt der skattemæssigt er tale om en selvstændig, afhænger nemlig ikke af det ydre setup, men af en konkret vurdering af samarbejdet. Der lægges i denne forbindelse især vægt på, hvordan betalingen for arbejdet udregnes, og på hvem der bærer den økonomiske risiko ved dette, ligesom der henses til, hvilke udgifter leverandøren skal afholde af den modtagne betaling.Den ledende dom på området er en Højesteretsdom fra december 2022. Denne sag handlede om et hollandsk selskab, der tilbage i 2011 fik en opgave med at fjerne overflødige anlæg under vand ved en række boreplatforme i Nordsøen. Til opgaven hyrede selskabet mere end 100 dykkere fra 15 forskellige lande, hvoraf langt de fleste var bosiddende i enten England eller Holland. Alle dykkerne blev hyret på konsulentaftaler, som var betinget af, at de kunne fremvise en erklæring fra de hollandske skattemyndigheder om, at de efter hollandsk ret blev anset for selvstændige.
De danske skattemyndigheder anså imidlertid dykkerne for lønmodtagere efter dansk ret og pålagde derfor det hollandske selskab – der var skattepligtig til Danmark, fordi det udførte arbejde på den danske kontinentalsokkel – at betale et beløb på knap 4,7 mio. kr. i form af ikkeindeholdt A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag. Denne afgørelse blev tiltrådt af Højesteret, som efter en samlet vurdering fandt, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere.