1.500 selskaber fritages for TP-dokumentation allerede fra i år

Skatteministeren er på vej med et lovforslag, der vil fritage en stor gruppe virksomheder for et betydeligt papirarbejde. De slipper med virkning fra 2025 for at udarbejde omfattende dokumentation for deres koncerninterne samhandelsvilkår.
Omkring 10.000 danske selskaber og koncerner er i dag omfattet af pligten til løbende at udarbejde dokumentation for, at deres interne handler mv. – de såkaldt kontrollerede transaktioner – sker på markedsvilkår. En dokumentation, der skal indsendes til Skattestyrelsen senest 60 dage efter fristen for indgivelse af selvangivelsen (oplysningsskemaet). Altså hvert år.

Denne dokumentationspligt er en tung byrde for de berørte virksomheder, hvilket man politisk er opmærksom på. Skatteministeriet har således netop sendt et udkast til lovforslag om lempelse af reglerne i høring. Hvis lovforslaget vedtages – hvilket vi anser for givet – vil det angiveligt medføre, at mindst 1.500 mindre og mellemstore virksomheder fritages for dokumentationspligten. Skatteministeriet skønner i lovforslaget, at de årlige omkostninger til udarbejdelse af TP-dokumentation i de berørte virksomheder gennemsnitligt beløber sig til 125.000 kr., og at de med de nye regler derfor tilsammen vil spare op mod 200 mio. kr. hvert eneste år.

De nye regler skal have virkning fra og med indkomståret 2025. For selskaber med skævt regnskabsår vil det for langt de fleste betyde, at de slipper for arbejdet med udarbejdelse af dokumentation allerede for deres regnskab for 2024/25, hvis de altså er omfattet af lempelsen.


Disse virksomheder berøres

Når så mange virksomheder kan undtages, skyldes det, at grænserne for dokumentationspligten rykkes. I dag er kun virksomheder med under 250 ansatte, og med enten en årlig samlet balance på under 125 mio. kr. eller en årlig samlet omsætning på under 250 mio. kr., fritaget for den store dokumentationspligt. De to sidstnævnte beløbsgrænser hæves nu til henholdsvis 195 mio. kr. og 391 mio. kr., hvilket altså hjælper mindst 1.500 virksomheder af med opgaven.

Efter forslaget skal også større virksomheder fritages, hvis deres samlede kontrollerede transaktioner udgør mindre end 5 mio. kr. om året og ikke angår immaterielle aktiver eller er med parter, der er hjemmehørende i lande, der ikke udveksler skatteoplysninger med Danmark. Der vil heller ikke skulle udarbejdes TP-dokumentation for kontrollerede transaktioner i form af udbytter og tilskud, der er betalt kontant, og heller ikke for visse investeringer via skattetransparante enheder.


Tilmeld dig vores inspirationsmøder

Hvis du vil høre mere om de kommende regler, men også opdateres på, hvordan man bedst håndterer processen med at udarbejde og indsende TP-dokumentation for indkomståret 2024, er du velkommen til at tilmelde dig et af de inspirationsmøder, som vi i den nærmeste fremtid holder i København, Esbjerg, Odense og Aarhus. På møderne, der varer et par timer, og hvor deltagelse er gratis, giver vi også en status på praksis i de bødesager, som Skattestyrelsen desværre ofte rejser i forlængelse af en TP-kontrol, også selvom dokumentationen ikke giver grundlag for indkomstreguleringer. Du kan læse mere om møderne og tilmelde dig via denne side

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.