Topskattegrænsen hæves i 2025 til 611.800 kr.
Topskattegrænsen hæves i 2025 til 611.800 kr.
Der findes et utal af beløbsgrænser på skatteområdet, som hvert år reguleres efter et kompliceret regnestykke. Reguleringen sker nemlig med en procentsats svarende til udviklingen i årslønnen for arbejderes og funktionærers bruttolønninger – eksklusive bidrag til arbejdsmarkedspensioner og ATP – to år forud for det pågældende finansår.
Reguleringen i 2025 sker ifølge den netop offentliggjorte oversigt over de nye beløbsgrænser med 3,9 % svarende til lønudviklingen i 2023. Ved beregningen af de nye beløbsgrænser oprundes disse i de fleste tilfælde til hele 100 kr., så der opnås et rundt beløb.
Alle beløbsgrænser reguleres med den samme procent. Derfor bliver det faktiske beløbsmæssige løft naturligvis meget forskelligt afhængigt af, om der er tale om en lav beløbsgrænse eller om en høj beløbsgrænse.
En af de mindste beløbsgrænser, der reguleres, er grænsen for den skattefrie firmajulegave. Den når til næste år en milepæl, idet den forhøjes med 100 kr. til 1.000 kr. I praksis er det langt fra alle virksomheder, der giver for så store beløb. Den gennemsnitlige julegave hos de private arbejdsgivere ligger formentlig omkring 750 kr.
Topskattegrænsen
En af de højeste beløbsgrænser, der reguleres, er topskattegrænsen. Den hæves til næste år med 22.900 kr. til 611.800 kr. Det betyder, at det til næste år kun er personer med en gennemsnitlig månedlig indkomst på over 55.416 kr. før AM-bidrag, der skal betale topskat. Dem, der allerede ligger over den nye grænse, kan dermed se frem til en skattelettelse på små 3.500 kr.
En del af topskattebetalerne ser nok allerede nu frem til 2026, hvor beløbsgrænsen ikke bare får endnu et nøk opad, men hvor topskattesatsen, jf. den vedtagne skattereform, halveres for indkomst før AM-bidrag op til et beløb, der ifølge vores beregninger til den tid vil udgøre ca. 830.000 kr.
Beskæftigelsesfradraget
Apropos skattereformen så er den årsag til, at det maksimale beskæftigelsesfradrag til næste år stiger med 10.500 kr. til 55.600 kr. Det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere stiger med hele 23.000 kr. til 48.300 kr.
Den skattebesparelse, der opnås af fradraget (skatteværdien), udgør op til omkring 27 %. De fleste lønmodtagere kan derfor qua det ekstraordinære løft af fradraget se frem til en skattelettelse i 2025 på dette punkt på op til omkring 2.800 kr. Enlige forsørgere – defineret som dem, der har ret til ekstra børnetilskud – kan se frem til en ekstra skattelettelse i 2025 på op til ca. 9.000 kr., men dette forudsætter en indkomst på noget over 400.000 kr.