Ny momsregel med stor praktisk betydning

Fra nytår bliver det tilladt at henføre momsen af en købsfaktura til den periode, hvor fakturaen bogføres fremfor til den periode, hvor fakturaen er dateret. Det får betydning i forhold til nogle af de mange fakturaer, der modtages omkring et månedsskifte.
Efter de gældende regler skal indgående moms normalt henføres til den momsperiode, hvor købsfakturaen er dateret. Det vil typisk sige i den periode, hvor de købte varer eller tjenesteydelser er leveret.

Ofte går der dog flere dage – nogle gange flere uger – fra en købsfaktura er modtaget, til den bliver bogført, fordi den først skal godkendes. Det kan betyde, at fakturaen ender med at blive bogført i en senere momsperiode, end den blev modtaget i. Dette går virksomhederne sjældent op i, da den økonomiske ulempe ved et senere momsfradrag modsvares af fordelen ved, at en købsfaktura først bogføres, når der er sikkerhed for, at den er korrekt. Det vil sige, når den er godkendt.

Tidligere var dette ikke noget problem og typisk ikke en fejl, som Skattestyrelsen krævede rettelse af. Sidste år kom der imidlertid nye regler, hvorefter der skal betales renter ved korrektion af tidlige momsangivelser, og disse regler har vist sig at kunne få betydning ved korrektion af periodiseringsfejl. Vi oplever således, at Skattestyrelsen nu kræver efterangivelse – korrektion – hvis en købsfaktura er bogført i en senere periode, end den er modtaget.

I tilfælde, hvor en virksomheds fradrag for købsmoms flyttes tilbage i tid, vil det medføre, at virksomheden vil skulle betale renter af momskravet for det år, hvorfra købsmomsen flyttes, men virksomheden vil ikke være berettiget til en rentegodtgørelse af det tilsvarende beløb, som den betalte moms i en tidligere periode nedsættes med. For en virksomhed med månedsafregning vil flytning af en købsmoms på fx 200.000 kr., fra januar 2023 til december 2022, således udløse en ikke fradragsberettiget rente på omkring 17.500 kr. ved korrektion i september 2024.

Lovgivning på vej
Skatteministeriet har for nylig sendt et udkast til et lovforslag i høring. Heri lægges der op til, at problemet med asymmetrien i rentereglerne skal løses ved i momsloven at give skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for tidspunktet for bogføring af købsmoms.

Denne bemyndigelse vil ministeren ifølge lovforslaget bruge til at ændre momsbekendtgørelsen, så det af denne kommer til at fremgå, at momspligtige kan foretage fradrag for købsmoms i momsopgørelsen samtidig med bogføringen af købet, så længe dette tidspunkt ikke er senere end tidspunktet for betalingen af købsfakturaen. Sidstnævnte krav vil næppe være en udfordring, da det sjældent forekommer, at en købsfaktura betales, før den er bogført.

Den nye regel skal træde i kraft den 1. januar 2025. Ikrafttrædelsestidspunktet betyder, at Skattestyrelsen for momsperioder, der ligger før dette tidspunkt, forsat vil kunne korrigere for periodiseringsfejl med den konsekvens, at der udløses en renteregning til virksomheden. Det er både vores håb og vores forventning, at Skattestyrelsen vil undlade at kræve sådanne korrektioner.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.