Lønsumsafgift for virksomheder, der formidler lån og forsikring
Lønsumsafgift for virksomheder, der formidler lån og forsikring
Grundlaget for beregning af lønsumsafgift må som oftest opgøres efter et skøn, men det kan bestemt ikke tilrådes at springe over, hvor gærdet er lavest. Skønnet skal være retvisende. Det viser seneste praksis.
Bilforhandlere, møbelforretninger samt forhandlere af hårde hvidevarer, computere, fjernsyn, smartphones og andre former for elektronik, der som en del af deres forretning formidler lån og/eller forsikring til deres kunder, skal ikke betale moms af den provision, som de modtager herfor. Disse virksomheder skal i stedet betale lønsumsafgift, men kun hvis deres afgiftsgrundlag i et regnskabsår overstiger 80.000 kr. Der er tale om en bundgrænse og ikke et bundfradrag. Virksomheder med et afgiftsgrundlag over 80.000 kr. skal derfor betale afgift af hele grundlaget, mens der intet skal betales, hvis grundlaget er under grænsen.
Afgiftsgrundlaget udgøres i princippet af den del af lønsummen, der kan henføres til formidlingsarbejdet med tillæg af den andel af virksomhedens overskud, som kan henføres til det samme. For virksomheder, hvor formidlingsarbejdet kun er en biaktivitet findes der forskellige metoder til at opgøre afgiftsgrundlaget på.
Selve afgiften udgør 4,12 % af beregningsgrundlaget og skal som udgangspunkt betales kvartalsvis og med en efterregulering, når regnskabet for året foreligger.
Opgørelse af beregningsgrundlaget
Selvom formidlingen af lån og forsikringer er en ganske lukrativ aktivitet, så fylder den sjældent ret meget i det store billede. Det kan derfor være fristende bare at opgøre afgiftsgrundlaget ud fra forholdet mellem provisionsindtægten og den samlede omsætning, hvilket ofte giver et afgiftsgrundlag under de 80.000 kr.
Det er imidlertid ikke en fremgangsmåde, som vi uden videre kan anbefale. Grundlaget skal nemlig opgøres efter et retvisende skøn, og efter seneste praksis skal der herved forstås et såkaldt tilnærmet sektorregnskab, der ofte fører til et højere afgiftsgrundlag.
Vi oplever for tiden en praksis, hvor styrelsen er ganske restriktiv i forhold til virksomheder, der ikke har ladet sig registrere for lønsumsafgift, men markant mere imødekommende overfor virksomheder, som efter bedste evne har opgjort et nogenlunde retvisende afgiftsgrundlag. Groft sagt kan man sige, at det i forhold til risikoen for et kontrolbesøg kan være bedre at betale bare en mindre afgift end ingen afgift. Gældende praksis kan illustreres med denne nyere afgørelse fra Landsskatteretten.
Bilforhandlerens lønsumsafgift
Sagen handlede om en autoriseret forhandler af Volvo, Renault og Dacia biler, der i 2015 havde en samlet omsætning på 338 mio. kr., hvori indgik provisioner hidrørende fra formidling af lån og forsikring med 3,2 mio. kr., hvilket svarede til 0,94 % af den samlede omsætning. Virksomheden – der ikke forud for Skattestyrelsens kontrolbesøg var registreret for lønsumsafgift – mente på den baggrund, at dens lønsumsafgiftsgrundlag passende kunne ansættes til 0,94 af bruttoomsætningen med tillæg af 0,94 % af den samlede lønsum, hvilket gav et afgiftsgrundlag på 164.840 kr. og en afgift på 6.791 kr.
Dette var imidlertid hverken efter Skattestyrelsens eller Landsskatterettens opfattelse et retvisende grundlag. Landsskatteretten tiltrådte i stedet det af Skattestyrelsen op-gjorte grundlag, der medførte en lønsumsafgift på 38.756 kr. Den umiddelbare merudgift var således kun på ca. 32.000 kr., men afgørelsen indebar, at virksomheden blev pålagt at anvende styrelsens opgørelsesmetode også for de efterfølgende år. Set over tid vil afgørelsen derfor få en ikke ubetydelig økonomisk betydning for virksomheden.
Afgiftsgrundlaget udgøres i princippet af den del af lønsummen, der kan henføres til formidlingsarbejdet med tillæg af den andel af virksomhedens overskud, som kan henføres til det samme. For virksomheder, hvor formidlingsarbejdet kun er en biaktivitet findes der forskellige metoder til at opgøre afgiftsgrundlaget på.
Selve afgiften udgør 4,12 % af beregningsgrundlaget og skal som udgangspunkt betales kvartalsvis og med en efterregulering, når regnskabet for året foreligger.
Opgørelse af beregningsgrundlaget
Selvom formidlingen af lån og forsikringer er en ganske lukrativ aktivitet, så fylder den sjældent ret meget i det store billede. Det kan derfor være fristende bare at opgøre afgiftsgrundlaget ud fra forholdet mellem provisionsindtægten og den samlede omsætning, hvilket ofte giver et afgiftsgrundlag under de 80.000 kr.
Det er imidlertid ikke en fremgangsmåde, som vi uden videre kan anbefale. Grundlaget skal nemlig opgøres efter et retvisende skøn, og efter seneste praksis skal der herved forstås et såkaldt tilnærmet sektorregnskab, der ofte fører til et højere afgiftsgrundlag.
Vi oplever for tiden en praksis, hvor styrelsen er ganske restriktiv i forhold til virksomheder, der ikke har ladet sig registrere for lønsumsafgift, men markant mere imødekommende overfor virksomheder, som efter bedste evne har opgjort et nogenlunde retvisende afgiftsgrundlag. Groft sagt kan man sige, at det i forhold til risikoen for et kontrolbesøg kan være bedre at betale bare en mindre afgift end ingen afgift. Gældende praksis kan illustreres med denne nyere afgørelse fra Landsskatteretten.
Bilforhandlerens lønsumsafgift
Sagen handlede om en autoriseret forhandler af Volvo, Renault og Dacia biler, der i 2015 havde en samlet omsætning på 338 mio. kr., hvori indgik provisioner hidrørende fra formidling af lån og forsikring med 3,2 mio. kr., hvilket svarede til 0,94 % af den samlede omsætning. Virksomheden – der ikke forud for Skattestyrelsens kontrolbesøg var registreret for lønsumsafgift – mente på den baggrund, at dens lønsumsafgiftsgrundlag passende kunne ansættes til 0,94 af bruttoomsætningen med tillæg af 0,94 % af den samlede lønsum, hvilket gav et afgiftsgrundlag på 164.840 kr. og en afgift på 6.791 kr.
Dette var imidlertid hverken efter Skattestyrelsens eller Landsskatterettens opfattelse et retvisende grundlag. Landsskatteretten tiltrådte i stedet det af Skattestyrelsen op-gjorte grundlag, der medførte en lønsumsafgift på 38.756 kr. Den umiddelbare merudgift var således kun på ca. 32.000 kr., men afgørelsen indebar, at virksomheden blev pålagt at anvende styrelsens opgørelsesmetode også for de efterfølgende år. Set over tid vil afgørelsen derfor få en ikke ubetydelig økonomisk betydning for virksomheden.