Moms for secondhand-butikker

 

Momsregistrerede virksomheder skal som udgangspunkt betale moms af salgsprisen for deres varer. Det er imidlertid en meget ugunstig regel for forretninger og andre virksomheder, som sælger varer, der er købt af private, fordi de på den måde risikerer at skulle betale mere i moms, end de har tjent på varen.

Af den grund findes der er særlig ordning – brugtmomsordningen – som disse forretninger kan bruge. Ordningen betyder, at der ikke skal betales moms af salgsprisen for disse varer, men af fortjenesten. Ordningen kan bruges både af butikker, der udelukkende sælger secondhand-varer, og af butikker, hvor secondhand-varer kun udgør en del af varesortimentet, men i givet fald kun for denne del. Brugtmomsordningen gælder for alle virksomheder, der køber effekter af private, herunder også for guldsmede, gallerier, antikvitetsforretninger, skrothandlere og brugtvognshandlere. For sidstnævnte gælder der særlige regler, som ikke omtales her.

 

Betingelser for at bruge ordningen
Følgende krav skal være opfyldt:

  1. Varen skal være købt hos en privat eller hos en virksomhed, der selv bruger brugtmomsordningen, eller hos en momsfri virksomhed. Ordningen kan også bruges af forretninger, der ikke køber varer fra private, men blot modtager private effekter i kommission og som afleverer en del af salgsprisen til privatpersonen, hvis det lykkes at sælge dennes effekter.
  2. Ved køb hos private skal der udstedes et købsbilag, som sælgeren skal underskrive.
  3. Når secondhand-varer sælges, må der ikke fremgå et momsbeløb af kassebonen eller fakturaen, og det skal tydeligt angives, at salget er omfattet af brugtmomsordningen. Det kan fx ske med en tekst som denne: ”Prisen er en samlet pris inklusive moms. Køber kan ikke fratrække momsen.”

    Skattestyrelsen lægger stor vægt på, at denne betingelse er opfyldt. Vi har set flere eksempler, hvor styrelsen har efteropkrævet moms af den fulde salgspris, fordi dette ikke var tilfældet.

    Butikker, der sælger både nyt og brugt, kan udmærket sælge begge dele på samme bon, men det skal tydeligt fremgå af denne, hvad der er solgt efter brugtmomsordningen. Det er derfor vigtigt, at kasseapparatet er kodet til at gøre dette.

 

Beregning af brugtmomsen

Brugtmomsen beregnes som 20 % af fortjenesten på de solgte secondhand-varer og kan opgøres på to forskellige måder. Enten fra gang til gang. Altså for hvert enkelt salg. Eller efter en samlemetode – som næsten altid vil være det mest fordelagtige - hvor momsen opgøres på grundlag af det samlede salg i momsperioden. Det vil i de fleste tilfælde sige kvartals- eller halvårsvis.

 

Brug for hjælp?

Det er ikke spor svært at bruge brugtmomsordningen, når først de nødvendige administrative rutiner er etableret. Ønsker du hjælp hertil, eller ønsker du et tjek af, at I opfylder betingelserne for at kunne bruge ordningen, er du velkommen til at kontakte os. Vi har momseksperter med kendskab til reglerne i alle landets regioner.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.