Glæd dig til årsopgørelsen

Når årsopgørelsen for 2021 kommer, vil det endnu engang vise sig, at langt de fleste skal have penge tilbage i skat. Af dem, der får restskat, vil den overvejende del nok få den indregnet i deres forskudsskat for 2023.

Der er nu mindre end en måned til, at Skattestyrelsen åbner for adgangen til årsopgørelsen for indkomståret 2021. Hvis alt går som det plejer, vil det nemlig ske fredag den 11. marts 2022 sidst på eftermiddagen, selvom den officielle åbningsdato hedder den 14. marts. Og i dagene op til og lige efter vil Skattestyrelsen tæppebombe de sociale medier med opslag om vigtigheden af, at vi alle tjekker årsopgørelsen og retter det, der skal rettes.

De fleste opfatter vores skatteregler som svært forståelige, og næsten ingen er i stand til at udregne deres egen skat. Ikke desto mindre er vi fantastisk dygtige til år efter år at få vores skat til nogenlunde at balancere. Det gælder især for gruppen af borgere med enkle indkomstforhold, det vil sige lønmodtagere, pensionister og studerende. En gruppe som omfatter omkring 4,5 mio. personer.

For indkomståret 2020 fik hele 80 % i denne gruppe – svarende til 3,6 mio. borgere – udbetalt overskydende skat i april måned sidste år med et samlet beløb på 19,5 mia. kr. I gennemsnit 5.422 kr. til hver.

At så mange ender med at få penge tilbage kan forekomme overraskende i betragtning af, at mindre end hver anden borger ændrede sin forskudsopgørelse for 2020 i løbet af året. Ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen var der knap 2,2 mio. borgere, der ændrede deres forskudsopgørelse, men en del gjorde det flere gange. Det unikke antal var dermed lavere. Den relativt lave ændringsrate skyldes, at indkomstforholdene hos de fleste ikke ændres det store fra år til år. I så fald er der ikke behov for at ændre forskudsopgørelsen. 

 

Dem med restskat

I gruppen af borgere med enkle indkomstforhold var der for indkomståret 2020 godt 900.000 personer (20 %), som fik restskat med i gennemsnit ca. 7.900 kr. hver. Et ikke uoverkommeligt beløb for de fleste og i alle tilfælde ikke et alarmerende niveau.

Når det gælder restskat, foretrækker nogle at betale den med det samme. Langt de fleste vælger dog at lade restskatten indregne i forskudsskatten for det efterfølgende år. Af et nyligt svar fra skatteministeren til Folketingets Skatteudvalg fremgår, at ca. 576.000 personer med enkle indkomstforhold har fået indregnet restskat for indkomståret 2020 i deres forskudsskat for 2022 med i gennemsnit ca. 3.800 kr. 

I et andet svar oplyser ministeren, at kun ca. 55.700 personer for indkomståret 2020 havde så stor en restskat, at den ikke fuldt ud kunne indregnes. De modtog derfor indbetalingskort til betaling af tilsammen ca. 1 mia. kr. i løbet af andet halvår af 2021. I gennemsnit skulle de dermed indbetale knap 18.000 kr. hver.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.