Skat ved køb af feriebolig i Sverige

Stiger din svenske feriebolig i værdi, skal du betale 22 % i skat af gevinsten, den dag du sælger. Altså i Sverige. I Danmark er gevinsten normalt skattefri. Når det gælder arveafgift, er det modsat.

Flere end 10.000 danske familier ejer i dag fast ejendom i Sverige, og interessen for at investere i en feriebolig hinsidan er stor i øjeblikket. Det kunne man for nylig læse i en artikel i Berlingske Tidende og på berlingske.dk. De skattemæssige konsekvenser ved at eje en feriebolig i et andet land varierer fra land til land, fordi det afhænger både af de danske regler og af reglerne i det land, hvor ferieboligen ligger. Når det gælder Sverige, skal du være opmærksom på følgende:

1. Ejendomsværdiskat
I Sverige skal du betale en kommunal fastighedsavgift på 0,75 % af ejendommens svenske ejendomsværdi, mens du i Danmark i princippet skal betale ejendomsværdiskat med normalt 1 % af en teknisk beregnet dansk ejendomsværdi. I den danske skat kan du imidlertid modregne den svenske skat. I praksis vil den danske skat derfor i mange tilfælde være omkring nul kroner, men tallene skal stadig indtastes på din danske årsopgørelse. 

2. Håndværkerfradrag
De danske regler om håndværkerfradrag gælder også for ferieboliger i udlandet, men fradrag forudsætter, at arbejdet på den udenlandske ejendom er med på listen over de typer af arbejder, der giver ret til fradrag. Det betyder, at du fx kan få fradrag for udgifter til maling af ydervægge, vinduer og døre samt for udgifter til isolering af ydervægge.

3. Udlejning
Overskud ved udlejning er skattepligtigt både i Sverige og i Danmark, men i begge lande er der et bundfradrag. Det betyder, at udlejningen skal have et vist omfang, før der skal betales skat. I Danmark er bundfradraget på 42.700 kr. (2021), hvis du udlejer gennem et bureau. I Sverige er bundfradraget på 40.000 SEK, svarende til knap 30.000 danske kroner. Udlejer du så meget, at der bliver tale om skat i Danmark, kan denne nedsættes med hele eller dele af den skat, der er betalt af udlejningsoverskuddet i Sverige. 

4. Gevinst ved salg
I Danmark er gevinster ved salg af sommerhuse normalt skattefrie. Det er de ikke i Sverige, hvor også gevinster på huse beskattes. Skatten udgør 22 % af gevinsten. Det kan du læse mere om på denne side.

5. Arveafgift
Der skal ikke betales arveafgift til Sverige af værdien af svensk feriebolig. I Sverige betales der nemlig ikke arveafgift. I Danmark skal der betales arveafgift med normalt 15 %, hvis formuen i boet overstiger et beløb på 308.800 kr. (2021). Dog det dobbelte, hvis afdøde sad i uskiftet bo. I formuen medregnes også værdien af en udenlandsk feriebolig. 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.