Landsskatteretten har fastslået, at ældre gerne må give pengegaver til deres børnebørn og oldebørn, uanset at disse ikke får udbetalt pengene, fordi disse straks udlånes til deres forældre eller bedsteforældre.
Landsskatteretten har med kort tids mellemrum offentliggjort to kendelser, der handler om det samme, men som fik et forskelligt udfald. Juridisk korrekt, men ikke helt rimeligt vil de fleste nok mene.
Sagens egentlige hovedperson var en ældre dame, der havde to børn, fire børnebørn og fire oldebørn. I starten af december måned 2014 besluttede hun sig for at give en pengegave til hver af de i alt ti efterkommere på 59.800 kr., i alt 598.000 kr., svarende til det maksimalt afgiftsfrie beløb. En måned senere, men altså nu i 2015, gentog hun bedriften, men fordi beløbsgrænsen i det nye år var hævet lidt, kunne hun denne gang give 60.700 kr. afgiftsfrit til hver, i alt 607.000 kr. Sagt med andre ord, så gav hun indenfor en stor måneds tid pengegaver for i alt 1.205.000 kr. til sin familie.
I praksis blev de store beløb dog kun overført til den ældre dames to børn – to døtre – med halvdelen til hver, men det fremgik dog af posteringsteksten på deres mors bankkonto, at der var tale om gaver til døtrene og deres familier. For den del af gaverne, der skulle tilgå børne- og oldebørnene, blev der i første omgang udfærdiget gældsbreve til deres respektive mor og mormor. Gældsbrevene blev dog allerede i 2016 indfriet, fordi låneforholdene i forhold til oldebørnene ellers ville kræve godkendelse fra Statsforvaltningen, fordi de var umyndige.
Skattestyrelsen anså imidlertid hele arrangementet for et forsøg på omgåelse af gaveafgiftsreglerne og krævede derfor gaveafgift af de to søstre for den del af pengeoverførslerne, der oversteg de afgiftsfrie bundfradrag i de to år. Eksklusive strafrenter udgjorde gaveafgiften et beløb på 72.300 kr. for hver af de to søstre. Søstrene var stærkt utilfredse med afgørelserne, men for ikke at belaste klagesystemet unødigt besluttede de, at kun den ene skulle klage til Landsskatteretten.
Søster 1
Den klagende søster fik medhold i sin klage. I sin begrundelse anførte retten i første række, at der ud fra de oprettede gaveoverdragelsesdokumenter og posteringsteksten på giverens konto ikke var tvivl om, at gaverne skulle tilgå alle hendes ti efterkommere og ikke kun hendes døtre. Hertil kom, at de udfærdigede gældsbreve måtte anses for faktiske låneforpligtelser, blandt andet fordi Statsforvaltningen havde anset oldebørnene for retmæssige ejere af de udlånte beløb. Den fastsatte gaveafgift skulle derfor nedsættes til 0 kr. Du kan læse afgørelsen her.
Søster 2
Straks efter at den første søster havde modtaget afgørelse fra Landsskatteretten, anmodede den anden søster Skattestyrelsen om genoptagelse af hendes sag. Dette fik hun afslag på med den begrundelse, at sagen var forældet. Den afgørelse blev for nylig stadfæstet af Landsskatteretten, der i sin kendelse anførte, at forældelsesfristen for gaveafgift løber i tre år. I det konkrete tilfælde udløb fristen den 10. marts 2019, og da søsteren først havde anmodet om genoptagelse den 9. marts 2020, var det for sent.
Kommentar
Den første afgørelse er udtryk for, at man gerne må parkere et gavebeløb hos en anden, men at det er meget vigtigt at have dokumentationen i orden. Når det gælder den anden afgørelse, er læren, at det er bedre at indgive en klage og bede om berostillelse af denne, end at vente til en tilsvarende sag er afgjort. Også selvom det belaster klagesystemet.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.