En ny byretsdom illustrerer både vigtigheden af, at man udtrykker sig meget præcist i aftaler med et økonomisk indhold, og at arveforskud i skattemæssig henseende behandles som gaver og ikke som arv, hvad mange ellers tror.
Ifølge Danmarks Statistik er hver femte mand og hver ottende kvinde barnløs som 50-årig, og en stor del af dem er tilmed singler. Det betyder, at det ofte bliver deres søskende eller deres søskendes børn, altså nevøer og niecer, der ender med at skulle arve dem.
Skattemæssigt giver det nogle særlige udfordringer, fordi ingen af disse anses for nærtstående i skattemæssig forstand. Det betyder, at der af arv til sådanne skal betales arveafgift med 36,25 %, mens der af gaver og arveforskud skal betales almindelig indkomstskat med op til knap 53 %. I begge tilfælde væsentlig mere end de 15 %, der skal betales i afgift af både arv og gaver til børn og børnebørn mv., når arven eller gaven til disse overstiger den afgiftsfrie bundgrænse.
Selvom en arveafgift på 36,25 % ikke kan kaldes lav, så er det trods alt væsentligt mindre end indkomstskat med 53 %. Derfor er det naturligvis vigtigt, at aftaler med et økonomisk indhold er glasklare. Det viser en netop offentliggjort byretsdom.
Historien om et lån, der blev til en gave, men som måske var tænkt som arv
Sagen handler om en mand, der tilbage i 1997 lånte 500.000 kr. af sin søster. Til sikkerhed for sit tilgodehavende fik søsteren et ejerpantebrev i mandens ejendom, der var hendes fødehjem og slægtsgård, og hvor hun selv arbejdede i sin ungdom.
Lånet var afdragsfrit i de første små fem et halvt år. Herefter kunne søsteren med et varsel på ét år kræve afdrag. Det gjorde hun dog aldrig, og knap 20 år senere – i april 2016 – underskrev søskendeparret sammen med to vitterlighedsvidner en kortfattet erklæring med overskriften ”Arveforskud”, hvori søsteren tilkendegav, at hun gav sin bror et arveforskud på gældsbeløbet, og at ejerpantebrevet ”opsiges og kravet frafalder således ved min og/eller min brors bortgang eller eventuel salg af ejendommen.”
Søsteren døde året efter, og i den til skifteretten efterfølgende indsendte åbningsstatus blev det anført, at hun havde givet et arveforskud til broderen på 500.000 kr. Denne oplysning fik skattemyndighederne til at kræve beskatning af beløbet hos broderen i det år, hvor erklæringen var underskrevet. Altså i 2016. Det skete med den begrundelse, at der var tale om et arveforskud, og at sådanne i skattemæssig henseende sidestilles med gaver, der beskattes som personlig indkomst, når de gives mellem søskende. Denne afgørelse blev efterfølgende stadfæstet af Landsskatteretten.
I byretten gjorde broderens advokat gældende, at søskendeparrets fælles erklæring fra 2016 skulle behandles efter reglerne om testamenter, men dette blev afvist af retten med henvisning til, at det omhandlende beløb både i dokumentets overskrift og tekst var betegnet som et arveforskud. Derfor skulle broderen beskattes af beløbet.
Kommentar
Arveafgift betales ikke af den enkelte arving, men af boet. Havde broderen fået medhold i sin påstand, ville hans personlige indkomstskat derfor være blevet afløst af en arveafgift, der skulle være betalt af søsterens bo. Dette ville i givet fald have reduceret nettoformuen i boet, og dermed nedsat arven til eventuelle medarvinger. Der er ingen tvivl om, at brugen af ordet ”arveforskud” både i erklæringen og i åbningsbalancen blev afgørende for sagens udfald. Sagen er derfor et godt eksempel på vigtigheden af at kende til den skattemæssige forskel på arv og arveforskud. En forskel, som altså ikke kun udmønter sig i skattesatserne, men som også kan have fordelingsmæssig betydning.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.