Selvom mange taler om splitleasing af firmabiler, så er det i praksis relativt få, der bruger konceptet, og det er der gode grunde til. Føres kørselsregnskabet ikke til perfektion, kan det nemlig koste en kæmpe restskat.
Splitleasing – eller deleleasing, som nogle kalder det – er udtryk for, at en leasingaftale splittes i to dele, sådan at medarbejderen af private midler betaler den andel af leasingudgifterne, som svarer til den private kørsel, mens arbejdsgiveren betaler den andel, som svarer til den erhvervsmæssige kørsel.
Medarbejderens egenbetaling betyder, at han eller hun ikke skal beskattes af den private kørsel. Konceptet er dermed et interessant alternativ til en almindelig firmabilordning, hvor virksomheden bærer samtlige udgifter til bilen, mens medarbejderen til gengæld beskattes efter reglerne for fri bil.
Konceptet er særligt interessant for dem, der har et relativt beskedent privat kørselsbehov og som gerne vil køre i en dyr bil. Det skyldes, at der i reglerne for beskatning af privat kørsel i en firmabil ikke skelnes mellem, om den private kørsel har udgjort 5.000 km eller 15.000 km. Skatten er den samme.
En splitleasingaftale kan derfor give brugeren en endog meget betydelig besparelse. Hvis den private kørsel kun udgør 20 % af den samlede kørsel, og der køres i en bil til en værdi af 1 mio. kr., vil den årlige besparelse således nemt kunne udgøre op mod 50.000 kr.
Skatteforvaltningens krav til splitleasingordninger
For at medarbejderen kan undgå firmabilbeskatning, skal en række betingelser være opfyldt. Først og fremmest er det et krav, at der indgås separate leasingaftaler mellem leasingselskabet og de to leasingtagere, og at samtlige udgifter på bilen fordeles proportionalt mellem disse, herunder at der foretages løbende regulering og afregning. Disse krav håndterer de fleste leasingselskaber formentlig uden større problemer.
Dernæst er det et krav, at der føres et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en korrekt fordeling af leasingydelserne mellem leasingtagerne. Kørselsregnskabet skal føres dagligt, og for den erhvervsmæssige kørsel skal der ikke bare være angivet bestemmelsessted, men også formålet/årsagen til kørslen. Det lyder nemt, men ikke desto mindre kan det hurtigt vise sig at være en udfordring, hvis man ikke er et ordensmenneske. Vi har også set eksempler, hvor brugeren har misforstået reglerne for, hvornår der i det hele taget er tale om privat henholdsvis erhvervsmæssig kørsel. Kørsel mellem hjem og arbejde klassificeres fx i de fleste tilfælde som privat kørsel.
Fra en god til en dårlig forretning
Konsekvensen ved ikke at overholde reglerne er markant. I så fald risikerer medarbejderen nemlig beskatning efter firmabilreglerne, og uanset om myndighederne skulle tillade, at de privat betalte leasingydelser kan modregnes i beskatningsgrundlaget – hvilket ikke er givet – kan det ende med en kæmpe skatteregning til medarbejderen. Det, der fra starten lignede en god forretning, ender i så fald som det modsatte.
Er der tale om en bil til en værdi af fx 1 mio. kr., udgør beskatningsgrundlaget nemlig et beløb på op mod 225.000 kr. Selvom der tillades modregning af den private andel af leasingydelsen – som måske har udgjort et beløb på 50.000 kr. – vil det således koste en restskat på omkring 100.000 kr. pr. år. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at skattemyndighederne ofte regulerer indkomsten mindst 3 år tilbage i tid.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.