Snart slut med sporadiske lønindberetninger til SKAT

Fra nytår skal virksomheder, fonde og foreninger foretage lønindberetning hver måned til SKAT. Også selvom der ikke er udbetalt løn. Muligheden for såkaldt sporadisk indberetning ophører.

Arbejdsgivere, der kun udbetaler løn nogle få gange om året, har hidtil kunnet nøjes med at foretage lønindberetning til skattevæsenet for de måneder, hvor de rent faktisk har udbetalt løn. Den mulighed for sporadisk indberetning har ikke mindst en lang række fonde og foreninger, en del holdingselskaber samt visse iværksættere benyttet sig af.

Skattestyrelsen har imidlertid nu meldt ud, at denne mulighed ophører fra det nye år. Mere præcist med virkning for lønudbetalinger i januar 2019, der skal indberettes senest den 11/2 2019. 

Fra dette tidspunkt – altså fra februar 2019 – skal de berørte arbejdsgivere foretage lønindberetning for alle måneder. Det vil sige en nulindberetning for de måneder, hvor der ikke er udbetalt løn. Sker dette ikke, koster det en afgift på 800 kr. pr. måned. Den afgift kommer desværre nok mange til at betale i en overgangsperiode.

I BDO anbefaler vi, at de berørte arbejdsgivere overgår til at bruge et lønbureau til at forestå lønudbetalingen. Vel at mærke et lønbureau, som automatisk foretager nulindberetning i måneder uden lønudbetaling. Det vil ganske vist nok medføre et oprettelsesgebyr og et fast beløb på lønseddel, men det vil ofte være billigere end at skulle betale afgift for glemte indberetninger.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.