Det har vidt forskellige regnskabsmæssige konsekvenser, om en virksomhed belåner eller sælger sine debitorer. Der foreligger kun et salg, hvis virksomheden er frigjort for alle former for risici.
Mange virksomheder har mulighed for at skaffe sig likviditet ved enten at belåne eller sælge sine debitorer, hvilket en del derfor gør. Især fakturabelåning – eller factoring som det også kaldes – er ganske populært.
De regnskabsmæssige konsekvenser af de to muligheder er meget forskellige.
Belåning af debitorerne
Fakturabelåning betyder, at virksomheden optimerer sin likviditet ved at få det meste af sine kundetilgodehavender i kassen før debitorernes forfaldstid. Fakturabelåning findes i mange former, men vil ofte indebære, at opgaven med at indkræve betalingen fra kunderne overlades til et eksternt firma, der ved overdragelsen normalt forlods betaler omkring 90 % af debitorsaldoen til virksomheden. De sidste 10 % når debitoren har betalt.
Det er imidlertid kun selve administrationen af debitorerne, som overdrages til factoringselskabet. Virksomheden beholder således ejerskabet til debitorerne og bærer af den grund også fortsat risikoen for tab på disse.
Factoring er derfor ikke en metode til at få debitorerne ud af balancen. Tværtimod skal virksomheden beholde alle sine tilgodehavender i regnskabets balance som varedebitorer. Det beløb, som virksomheden har fået udbetalt fra factoringselskabet, må ikke modregnes i debitorerne, men skal opføres som gæld. Dette uanset, at debitorerne har fået besked om, at deres betaling kun med frigørende virkning kan ske til factoringselskabet.
Først når factoringselskabet har modtaget betaling fra kunden og udbetalt det resterende beløb, kan virksomhedens debitorsaldo udlignes fuldt ud i regnskabet. Eventuelle tab på debitorerne behandles regnskabsmæssigt som sådan, mens vederlaget til factoringselskabet skal udgiftsføres som en finansiel omkostning.
Salg af debitorerne
Som alternativ til en belåning af debitorerne kan det ske, at virksomheden ligefrem sælger sine fordringer. Det var det, som Nordea for nylig gjorde. I en pressemeddelelse oplyste banken, at den havde solgt 12.000 kundesager med en samlet gæld på knap 3 mia. kroner.
Ved et sådant salg skal debitorerne udgå af balancen på salgstidspunktet. Salget vil normalt altid ske til en kurs under 100 og derfor som udgangspunkt medføre et tab for virksomheden. Dette tab skal regnskabsmæssigt behandles som en finansiel omkostning.
Kontrakten er afgørende
Hvorvidt der er tale om belåning eller salg af debitorerne afhænger af vilkårene i kontrakten med det eksterne firma. Der foreligger kun et salg, hvis ejendomsretten til fordringerne, herunder alle former for risici – ikke mindst valutarisici og kreditrisici – er overgået til dette.
Den omstændighed, at virksomheden måske har tegnet en debitorforsikring, hvor man har forsikret sig mod tab på debitorerne (ud over et vist beløb), er uden betydning for spørgsmålet om, hvem der ejer fordringerne.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.