Skattemyndighederne kan ikke uden videre selv opfinde koncerninterne transaktioner, som ikke har fundet sted, og bruge den manglende beskrivelse af disse i TP-dokumentationen som grundlag for store indkomstforhøjelser.
Skattestyrelsen har for ganske nyligt offentliggjort to kendelser fra Landsskatteretten, der i begge tilfælde vendte tommelfingeren nedad i forhold til indkomstreguleringer, som styrelsen havde foretaget overfor danske datterselskaber i multinationale koncerner.
Sagen om det kompenserende vederlag
Den ene sag handlede om et dansk handelsselskab, som havde generet meget store underskud over en længere årrække. Skattestyrelsen var af den opfattelse, at et uafhængigt selskab med samme aktiviteter ikke ville have fortsat sin virksomhed i så mange år, hvis det havde realiseret tilsvarende underskud.
Når dette ikke desto mindre var sket, måtte forklaringen være, at selskabet via sin tilstedeværelse på det danske marked havde været til økonomisk fordel for den samlede koncern. Selskabet havde således – stadig ifølge skattestyrelsen – leveret en serviceydelse til koncernen, hvilket selskabet burde have modtaget et kompenserende vederlag for. Skattestyrelsen havde herefter foretaget en skønsmæssig forhøjelse af selskabets indkomst for årene 2007 – 2011 med et sådant vederlag.
Landsskatteretten var ikke uenig i, at selskabets TP-dokumentation var utilstrækkelig, men fandt alligevel ikke grundlag for forhøjelsen, og gav derfor selskabet medhold i sin klage. I sin kendelse anførte retten, at skattestyrelsen ikke havde kritiseret de faktiske koncerninterne transaktioner. Styrelsen havde i stedet selv opfundet (defineret) en transaktion, som ikke havde fundet sted, og brugt denne som grundlag for forhøjelsen, hvilket efter de af OECD udstukne retningslinjer kun bør ske ganske undtagelsesvist, og som der efter de konkrete forhold ikke var grundlag for.
Sagen om nedlukningen af aktiviteter i Danmark
Den anden sag handlede om et dansk datterselskab, der, trods overskud i de fleste år, lukkede sin virksomhed her i landet som led i en europæisk effektiviseringsplan besluttet på koncernniveau. Dette påførte selskabet millionstore omkostninger til nedlukningen.
Skattestyrelsen gjorde gældende, at den samlede koncern utvivlsomt havde fordel af nedlukningen, og at der mellem uafhængige parter derfor ville være betalt en kompensation herfor. Skattestyrelsen havde herefter forhøjet selskabets indkomst med et sådant kompensationsbeløb, der skønsmæssigt var blevet fastsat til et beløb svarende til de faktiske nedlukningsomkostninger.
Denne afgørelse blev tilsidesat af Landsskatteretten, der i sin kendelse anførte, at selskabet efter de dagældende regler ikke havde været forpligtet til i sin TP-dokumentation at beskrive koncerninterne omstruktureringer, som i selskabets egen optik ikke involverede kontrollerede transaktioner.
Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at der ved nedlukningen i Danmark var overdraget (immaterielle) aktiver til andre koncernforbundne selskaber, ligesom nedlukningen ikke kunne anses for at have gavnet de øvrige koncernselskaber i form af højere priser. Endelig havde skattestyrelsen - efter rettens opfattelse - ikke godtgjort, at det danske selskab ud fra kontraktvilkårene med de øvrige selskaber kunne have gjort krav på en kompensation.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.