SKAT er givetvis mindst tilfredse med udfaldet af en sag ved Landsskatteretten om beskatningstidspunktet for en række betalinger for brugen af licenser til nogle softwareprodukter.
Selvom det – især med det nuværende renteniveau – ikke altid har den store betydning, om en given indtægt beskattes i det ene eller andet år, så er det ikke ensbetydende med, at SKAT ikke interesserer sig for området. Slet ikke, hvis periodiseringen har principiel betydning eller angår store beløb.
Begge dele var tilfældet i den netop offentliggjorte sag, der blev afgjort med dissens ved Landsskatteretten.
Det danske salgsselskab
Sagen angik et dansk selskab, der, på basis af en aftale med sit amerikanske moderselskab, solgte softwareprodukter til kunder på det danske marked. Det, som kunderne helt præcist betalte for, var retten til at bruge softwareprodukterne i en tidsbegrænset periode, for løbende opdatering af disse samt for teknisk support.
Licensaftalerne med kunderne var typisk baseret på treårige aftaler, hvorefter kunden ved indgåelsen betalte omkring 60 % af det samlede vederlag for brugen. De sidste ca. 40 % blev opkrævet i to lige store rater efter henholdsvis 1 og 2 år. Alle betalinger skete således up front, og kunden var i ingen tilfælde berettiget til at få penge tilbage, ligesom nøglen til produkterne først blev fremsendt, når regningerne var betalt.
Selskabet havde ved sin indkomstopgørelse periodiseret sine indtægter over de respektive licensaftalers løbetid. Ved udgangen af indkomståret 2009 – som sagen angik – henstod således et beløb på knap 257 mio. kr., som selskabet endnu ikke havde taget til indtægt i skattemæssig forstand, fordi det udgjorde betaling for kundernes brug af softwaren i de efterfølgende år.
SKATs afgørelse
SKAT havde forhøjet selskabets indkomst for 2009 med de knap 257 mio. kr., men dog samtidig godkendt fradrag tilsvarende periodiseret royalty til moderselskabet med ca. 114 mio. kr. Altså netto med ca. 143 mio. kr.
SKAT begrundede sin afgørelse med, at selskabet måtte anses for at have erhvervet ret til den samlede kontraktsum allerede ved udleveringen af produktnøglen til kunden, og at den efterfølgende servicering ikke kunne udskilles hverken beløbs- eller artsmæssigt.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten gav hverken selskabet eller SKAT medhold, men fastslog i stedet – med stemmerne 3-1 – at beskatningen konkret skulle se på de faktiske betalingstidspunkter. Altså i forholdet 60-20-20. En afgørelse, som selskabet allerede på forkant havde tiltrådt, men som SKAT lige til det sidste kæmpede imod, fordi man anså sagen for principiel.
Til støtte for sin afgørelse henviste Landsskatteretten i kendelsen til principperne i en ældre dom, hvori Højesteret fastslog, at forudbetalinger for brugsrettigheder til film kunne fradrages i de enkelte betalingsår.
Landsskatteretten lagde endvidere vægt på, at der i dette tilfælde var tale om korterevarende aftaler (typisk 3 år), og at det ikke kunne udelukkes, at en stor del af servicen kunne henføres til det første år på grund af problemer i forbindelse med implementeringen af softwaren.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.