Camping og Internet of Things – en vej til bedre bundlinje og mindre besvær

Internet of Things (IoT) kan åbne et væld af nye muligheder for campingpladser og -gæster, og teknologien kan blive en uundværlig del af fremtidens camping. Spørgsmålet er blot, hvordan og hvor du bedst kan investere i den.

Det sidste år har trykket på fast forward-knappen for en række tendenser inden for turist- og campingindustrien. Det gælder også for Internet of Things (IoT).

IoT handler om mulighederne, som billige sensorer og enheder med internetforbindelse leder til. IoT-enheder kan koste alt fra 10-20 kroner og opefter. De kan tit kobles direkte til en app på din telefon. Der er med andre ord ikke tale om dyre IT-projekter, men en elektronisk og nemmere måde at få styr på tingenes tilstand. Du kan fx bruge IoT fra telefonen til at se, om indgangsbommen er oppe eller nede, om døren til restauranten igen står på klem, hvor en udlejningscykel befinder sig, om en vandhane løber og meget mere. Udover vækst på bundlinjen kan campingpladser med fordel overveje IoT-investeringer for at styrke gæsternes oplevelse. Mange ferierende har i disse dage fokus på det nære og sikre – kvaliteter, som danske campingpladser kan byde på.

Hvis campingpladser kan møde – og overgå - moderne gæsters forventninger og krav om nem adgang, wellness, service og generel kvalitet, kan et besøg i 2021 være grundlag for langvarig vækst og tilbagevendende gæster.

Her kan IoT være et oplagt instrument, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge.  
 

Sænk dine udgifter

Små, billige IoT-enheder placeret rundt omkring kan spare både tid og omkostninger.

Et praktisk eksempel er forbrug af vand. En lille sensor på en vandhane kan fortælle, hvor meget vand der bliver brugt og hvornår. Hvis en hane løber over længere tid, kan der sendes en besked til eksempelvis din smartphone om, at nogen har glemt at lukke hanen ordentligt.

Det samme gælder for vand til bad. Her kan du via IoT-systemer blandt andet se, hvornår der oftest bruges vand og indstille varmtvandsbeholdere derefter. Der kan også på en venlig måde gøres opmærksom på vandforbruget.

Danhostel i København har sparet 250.000 kroner om året efter installation af smart-udstyr til sænkning af vandforbrug. Danmarks største hotelkæde, Scandic, har desuden indgået et samarbejde med den danske startup-virksomhed Aguardio omkring installation af IoT-enheder til styring af vandforbrug. Sidstnævntes løsninger inkluderer et simpelt ur, der automatisk starter, når en gæst går i gang med et brusebad. Det har vist sig at sænke vandforbruget markant.

Andre lignende muligheder eksisterer for andre områder. Fx kan simple sensorer sikre, at døre til opvarmede områder holdes lukkede eller tælle, hvor mange mennesker der går igennem et bestemt område. Det, som informationerne kan bruges til, er at rette rengøringsindsatsen mod områder, hvor behovet er størst.
 

Få konstant overblik

For langt de fleste campingpladser vil en af hovedfordelene ved IoT være, at forskellige dele af pladsen kan ‘snakke’ med hinanden – og dig. Du får bedre indsigt i, hvornår enheder oplever fejl, skal udskiftes eller bør justeres, så pladsen fortsat kører optimalt. Fx kan varmeapparater eller vandpumper via IoT gøre opmærksom på, om de ikke kører optimalt. Du kan derefter justere dem og undgå dyre reparationer.

Den samme slags samtale gør sig gældende for inventar. Hvis din campingplads fx udlejer cykler, kanoer eller andre former for transportmidler, kan du via IoT-sensorer med GPS se, hvor en given udlejningsenhed befinder sig. Hvis du eksempelvis skal hente gæster efter en kanotur, når de kommer frem til et aftalt sted, kan du stå klar på bredden minutter før, de ankommer. Hvis du har cykler, kan data fra tidligere ture vise, hvor længe gæster i en given aldersgruppe bør afsætte til en specifik turisttur.

Når data fra flere forskellige enheder samles, opstår der ofte synergier, som din campingplads kan udnytte. Det gælder eksempelvis, hvis du har en swimmingpool eller et vandland. Én IoT-sensor tjekker temperaturen, en anden tjekker hvor mange mennesker, der er i området, mens andre kontrollerer, hvor mange er på vej ind og ud. Sammen giver data fra IoT-enhederne mulighed for at styre og optimere temperaturindstilling, energiforbrug og sikre, at der er den rette mængde klor i vandet, så gæsterne har en behagelig oplevelse.

Da én grads varmere indstilling kan resultere i en højere varmeregning, kan der være mange penge at spare ved at sænke temperaturen en smule, når området ikke er i brug.
 

Hvornår og hvordan kan du investere i IoT?

Det korte svar på, hvornår det kan betale sig at investere i IoT, er ’nu.’ Der skal dog lige læses lidt med småt først. Investeringer kræver nemlig, at du har en klar indsigt i, hvad IoT kan og vil betyde for din virksomhed.

Det kan være en fordel, at du starter med at kigge på den nuværende drift. Hvor bruger du mest tid, og hvor oplever du, at der er spild af tid og af ressourcer. Hvad kan med andre ord optimeres, og hvordan udnytter du digitalisering af dine produkter, så dine kunder får en bedre brugeroplevelse, og du samtidig får en omkostningsbesparelse.

Sagt på en lidt anderledes måde: Hvad er det for en adfærd, vi gerne vil have, og hvordan kan vi opnå det via IoT?

Du kan også med fordel starte med et mindre projekt. Der er ingen grund til, at du skal gå i gang med en fuld udrulning af IoT på tværs af hele din organisation med det samme.

Være desuden opmærksom på compliance og GDPR-dataforordningen. Simple løsninger, som hvor mange der er i et rum, indsamler kun anonyme data, og der er ikke de store krav. Hvis du derimod indsamler persondata, skal der tænkes langt mere over compliance og om det at indhente samtykke fra dine gæster.

Få samtidig styr på det økonomiske. Hvad regner du med at kunne tjene på en given investering? Her vil det være oplagt at sparre med dine økonomiske rådgiver.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.