Overdrag din virksomhed momsfrit

Når iværksættere står over for at købe eller sælge en virksomhed, er der mange forhold at tage højde for – og moms er ét af dem. Det er muligt at overdrage en virksomhed momsfrit, hvis visse betingelser er opfyldt. Det lyder enkelt, men i praksis kræver det både grundig indsigt og god planlægning.

Vi har talt med Jens Christian Kjærgaard, momsekspert hos BDO, om hvad iværksættere skal være særligt opmærksomme på, og hvordan typiske faldgruber undgås.

 

Hvorfor kan nogle virksomheder overdrages momsfri?

Baggrunden for reglen er et ønske om at undgå momstab for staten. Normalt er salg af aktiver momspligtigt, men når en hel virksomhed overdrages, kan det være svært at sikre korrekt momsafregning. Derfor har man indført en undtagelse: Under visse betingelser anses overdragelsen som momsfri.

For iværksættere kan det være en fordel, at der ikke skal betales moms ved at overdrage en virksomhed – det frigiver likviditet, som ellers ville være bundet, indtil momsen refunderes.

For at en virksomhedsoverdragelse kan være momsfri, er der nogle forskellige betingelser, som skal være opfyldt:
  1. Der skal overdrages en samlet formuemasse – altså en helhed af aktiver og aktiviteter.
  2. Sælger skal ophøre med at drive den overdragne aktivitet. 
  3. Køber skal videreføre den samme aktivitet. Køber må altså ikke have til hensigt umiddelbart efter salget at lukke aktiviteten, sælge/videreoverdrage denne til tredjemand, sælge ud af aktiver m.v.
  4. Hvis den aktivitet, som overdrages, er en momspligtig aktivitet, er det yderligere en betingelse at køber er/bliver momsregistreret.

Hvis blot én af disse betingelser ikke er opfyldt, kan transaktionen være momspligtig – og det kan få betydelige økonomiske konsekvenser.


Salg af selskaber er også momsfrit – men det er ikke det samme som at overdrage en virksomhed momsfrit. Her gælder andre regler, og det er vigtigt at kende forskellen.
Omvendt advarer Jens Christian Kjærgaard mod at antage, at overdrage en virksomhed er momsfri uden at have styr på betingelserne:
 

“Det duer ikke, at man tænker, at det er en momsfri virksomhedsoverdragelse – og så viser det sig, at det ikke var tilfældet. Så kan der opstå civile søgsmål og økonomiske krav” forklarer Jens Christian Kjærgaard.

 


Skjulte risici

Når du overdrager en virksomhed uden moms, kan der følge reguleringsforpligtelser med. Det betyder, at hvis sælger tidligere har fået momsfradrag for aktiver, kan der være en pligt til at tilbagebetale moms, hvis aktiviteten skifter brug.

Køber kan dermed overtage en forpligtelse, der ikke er synlig ved første øjekast – og som kan koste dyrt, hvis den ikke håndteres korrekt.
 

“Det er ikke momsen, der bør være afgørende for, hvordan man strukturerer en overdragelse – men den momsmæssige behandling er en konsekvens, som man skal have styr på.” lyder anbefalingen fra Jens Christian Kjærgaard, som argumenterer for, at iværksættere skal få vurderet transaktionen grundigt.


Jens Christian uddyber yderligere, at det er essentielt at have styr på registreringer hos Skattestyrelsen og i regnskabet, dokumentere og forstå eventuelle reguleringsforpligtelser samt få rådgivning, hvis du er i tvivl.


Hvis du vil vide mere om at overdrage virksomhed momsfrit, og hvordan BDO kan hjælpe dig med at sikre, at alt er håndteret korrekt, er du velkommen til at kontakte Jens Christian Kjærgaard.