Iværksætterpakken 2024 – nye skattelovgivninger for vækst og innovation

Regeringen og flere partier har indgået en ny aftale, der sigter mod at forbedre rammerne for iværksættere samt små og mellemstore virksomheder. Denne såkaldte "Iværksætterpakke" inkluderer en række lovgivningsmæssige initiativer, som skal skabe bedre betingelser for investeringer, generationsskifte, medarbejderaktier og forskningsbaserede virksomheder. Partierne bag aftalen har forpligtet sig til at støtte de nødvendige lovforslag, der skal implementere følgende initiativer:

1.    Ophævelse af beskatning på udbytter fra unoterede porteføljeaktier:

Fra 1. januar 2025 vil udbytter fra unoterede porteføljeaktier, hvor selskabet ejer mindre end 10 %, blive skattefrie. Dette vil ligestille dem med gevinster ved salg af sådanne aktier. I dag beskattes 70 % af udbytter fra unoterede porteføljeaktier, svarende til en skattesats på 15,4 %. Fra 2025 ophører denne beskatning. Lovforslaget vil efter vores opfattelse påvirke nogle af de værnsregler, der findes. 

2.    Realisationsbeskatning for nynoterede porteføljeaktier:

Selskaber med ejerandele på under 10 % i børsnoterede virksomheder får mulighed for at vælge realisationsbeskatning fremfor lagerbeskatning i en syvårig periode efter noteringen. Dette tiltag skal afhjælpe de uheldige konsekvenser af, at aktiekurser typisk er høje ved noteringen og derefter falder.

3.    Forbedring af skattemæssige underskud:

Loftet for selskabers mulighed for at modregne skattemæssige underskud fra tidligere år hæves fra 9,5 mio. kr. (2024-niveau) til 20 mio. kr. fra 2025. Dette skal hjælpe virksomheder med at få fuld glæde af tidligere underskud.

4.    Loft for skattekreditter:

Loftet for skattekreditter øges fra 25 mio. kr. til 35 mio. kr. fra 2027. Denne forøgelse giver virksomheder mulighed for at få skatteværdien af underskud fra forsøgs- og forskningsudgifter udbetalt på op til 7,7 mio. kr.

5.    Ny model for generationsskifte:

Fra 1. januar 2026 introduceres en ny model for generationsskifte, hvor virksomhedsejere kan overdrage deres virksomhed skattefrit til medarbejderne via et medarbejderejet selskab. Dette tiltag sigter mod at lette generationsskifter og bevare virksomheders drift og arbejdspladser.

6.    Udvidelse af medarbejderaktieordninger:

Den eksisterende medarbejderaktieordning, der omfatter nye, mindre virksomheder, udvides til flere små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Den nuværende grænse for hvor stor en andel af lønnen der kan tilbydes som skattefrie medarbejderaktier, afskaffes mod et krav om en grundløn. Ikke-børsnoterede virksomheder kan muligvis få ret til en skematisk værdiansættelse af medarbejderaktier.

7.    Lempelse af forskerskatteordningen:

Lønkravet i forskerskatteordningen nedsættes fra 75.100 kr. til 60.100 kr. pr. måned, så flere nøglemedarbejdere kan omfattes af ordningen. Dette initiativ træder i kraft fra 2026 og skal fremme ansættelsen af kvalificerede medarbejdere til forskning og udvikling.

8.    Udskydelse af skattebetaling ved milepælsbetalinger:

Skattebetalingen ved salgssummer, der betales i form af milepælsbetalinger, vil kunne udskydes. Dette sikrer, at skatten først forfalder, når indtægterne modtages. Ændringen skal afhjælpe de nuværende udfordringer ved beskatning af virksomhedshandler.

9.    Forhøjelse af progressionsgrænsen for aktieindkomstskat:

Fra indkomståret 2025 hæves grænsen for 27%-beskatning af aktieindkomst fra 61.000 kr. til 80.000 kr. (2024-niveau). Ægtefæller vil kunne opnå en samlet årlig skattelettelse på op til 5.700 kr.

10.    Lempelse af beskatning på aktionærlån:

Fra 2026 vil beskatningen af aktionærlån blive lempet. Aktionærer vil kun blive beskattet én gang af det højest hævede beløb, hvilket fjerner den dobbelte beskatning, der i dag forekommer ved tilbagebetaling og ny udlån.

11.    Forhøjelse af loftet for indskud på aktiesparekontoen:

Loftet for indskud på aktiesparekontoen hæves fra 135.900 kr. i 2024 til 160.000 kr. i 2025.

Fristen for at stille spørgsmål til skatteministeren for afklaring af eventuelle uklarheder vedrørende iværksætterpakken var den 22. august.
Den fulde udformning af disse initiativer vil fremgå, når de nødvendige lovforslag fremsættes, hvilket forventes at ske i det kommende folketingsår (2024/2025). Aftalens tiltag skal sikre, at Danmark styrker sine konkurrencevilkår og skaber bedre rammer for iværksættere og virksomheder, der arbejder med innovation og udvikling.
 

Kontaktpersoner

Har du spørgsmål så kontakt os.