Tvangslukning tvinger detailbutikker til at tænke nyt

Nedlukninger og øget salg på nettet som følge af Covid-19 udfordrer detailhandlen og gør, at virksomhedsejere nu må tænke i nye og uudforskede baner. Men måske er pandemien virksomheders chance for at etablere online salg for at holde liv i virksomheden og samtidig imødekomme kundernes ønske om fleksibilitet og tilgængelighed, ved at de kan handle, når det passer dem.

Landet over er store dele af detailbutikkerne lukkede. Dette er til stor ærgrelse for virksomheder, der kan se salget forsvinde til fordel for online salg. Det er en udfordring nu, men måske kan det på længere sigt også få konsekvenser for det lokale erhvervsliv.

Enkelte butikker har allerede været kreative og har bl.a. afholdt auktioner online for at opretholde et salg – rigtig gode tiltag og virkelig godt tænkt.

Vi er klar over, at overvejelserne er mange i forbindelse med problematikken. På den ene side vil man gerne holde medarbejderne beskæftiget samt holde sin forretning i gang og fastholde kunderne. På den anden side er det en anderledes og måske ukendt måde, salget skal foregå på i dag. Samtidigt vægtes den snarlige kompensation hele tiden op imod det salg, som man ikke kender størrelsen på.

 

Hvad kan detailbutikker gøre?

Modgang gør stærk, hvis man bruger det til sin fordel. Derfor bør pandemien måske vendes til noget positivt; detailbutikker er tvunget til nu at tænke i nye baner. Med udviklingen herhjemme er det uundgåeligt for visse virksomheder ikke at tænke i nye strategier, men for flere er det nok kommet før tid. Virksomheder står derfor over for et valg for at sikre omsætningen på længere sigt: Vil de skabe en købsoplevelse, som ikke kan tilbydes online, eller vil de udvide forretning til at tilbyde online salg?

Lige nu er det muligt at holde detailbutikken åben på alternative måder. Dette kan eksempelvis gøres på følgende vis:

  • Liveauktioner via sociale medier, Zoom eller lignende.
  • Salg via webshop – til afhentning eller leveret med post/fragt. Alternativt bragt ud med chauffør eller bud.

Som detailbutik uden webshop kan det virke som en stor mundfuld at skulle etablere en webshop for at opretholde sin virksomheds salg under nedlukningen. Men måske det snarere skal ses som en mulighed for at få et ekstra ben til den eksisterende butik. En webshop kan nemlig blive uundgåeligt i fremtiden, da detailbutikker og især specialbutikker i mange år været i skarp konkurrence og prispres fra onlinebutikker og supermarkeder/hypermarkeder.

Med tanke på mange etablerede webshops kan det virke som en håbløs opgave at tage billeder og lave tekst til en ny hjemmeside. Her kan det være nødvendigt at skære tingene ind til benet og vurdere, hvad der er vigtigst. Ser man på den oplevelse, man har i dag i en fysisk butik, er det – sat på spidsen – blot varen og prisen, som er i fokus. Derfor er det ikke sikkert, at alt den tekst, som ses på etablerede sider, er en dealbreaker for et salg. Det er vigtigt at huske, at kunderne i dag er utroligt dygtige til at søge informationer via Google og andre søgemaskiner. Dermed kan en løsning her og nu først og fremmest være at få taget billeder og sat priser på varer for at have en funktionsdygtig webshop.

Tvangslukningen er en kendsgerning lige nu, og det er fortsat uvist, om det varer én uge eller flere måneder. Derfor er man nødt til at tænke i andre og nye baner for at kunne opretholde et salg.

Vores anbefaling er, at detailbutikker tænker i disse baner, for at opretholde salg og ikke mindst sine kunder. Men også for at være klar til en hverdag efter pandemien – en hverdag, hvor kunderne hvert år i højere grad handler online. Vi er overbeviste om, at onlinesalg kun bliver større, og de butikker, som ikke tilbyder en markant anden købsoplevelse i en fysisk butik eller ikke tilbyder online salg, vil blive udfordrede i løbet af de kommende år.

 

Hvordan og hvor anskaffes en webshop?

En webshop kan etableres hurtigt og nemt ved at kontakte en af de mange udbydere, som er i Danmark. Men det kan også ske ved at benytte en af de mange gratis og open source-løsninger, der findes.

Omkostningerne ved at vælge en webshop fra en etableret udbyder er lidt højere, men kræver omvendt lidt mindre tid at få køreklar. Open source er billigt eller endda gratis, men omvendt koster det mere tid at få køreklar.

Uanset valget, bør følgende være i fokus for at komme godt i gang:

  • Billede og pris (og måske en kort tekst).
  • Betalingsløsning (den kan tilkøbes hos de mange udbydere i Danmark, mens det ved gratis-løsningerne er noget man selv skal finde og tilknytte).
  • Afhentning og/eller levering.
  • Overholdelse af Covid-19 restriktioner ved eksempelvis afhentning.

Lige nu må prioriteringen være at få en effektiv løsning som virker, frem for den perfekte og fulde løsning med masser af data og tekst til varerne. Når en webshop er kørende, kan man altid bygge på og gøre informationerne bedre med tiden.

 

Hvordan kan BDO hjælpe?

Vi kan rådgive dig om mulighederne og kravene til setup samt drøfte din virksomhed, dine konkrete omstændigheder og de vilkår, som gør sig gældende for dig og din virksomhed.

Den rådgivning kan du få fra et af vores 32 kontorer rundt i landet, hvor vores partnere har stor indsigt i de lokale forhold, som gør sig gældende omkring netop din virksomhed. Med lokal indsigt og branchekendskab stiller vi os klar til at hjælpe dig. Selve hjemmesiden kan vi ikke udarbejde, men hjælper gerne med at finde en udbyder og de administrative aktiviteter, der følger med.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.