Flere virksomheder omfattes af CO2-kvotesystemet fra 2025 – ETS2

Fra den 1. januar 2025 er der indført et nyt CO2-kvotesystem, ETS2. Dette er en udvidelse af det eksisterende CO2-kvotesystem, ETS1. Således er alle fossile brændsler i dag som udgangspunkt reguleret enten via ETS1 eller ETS2. 
 
Det betyder, at flere virksomheder skal til at rapportere på CO2-udledninger af deres leverancer og/eller forbrug af fossile brændsler. 
Fra den 1. januar 2027 skal der også afregnes CO2-kvoter i ETS2 CO2-kvotereguleringen, hvorved køb og brug af fossile brændsler bliver dyrere. 


Hvem skal ETS2 registreres?

ETS2 er primært relevant for brændstofleverandører af fossile brændsler (gas, olie mv.), hvorfor forpligtelsen til at registrere i ETS2 CO2-kvoteordning vil være pålagt dette led. 
Brændstofleverandører vil derved have administrationen og fra 2027 CO2-kvotebetalingen. Dette betyder øgede priser på fossile brændsler, hvorfor du vil opleve, at prisen på fossile brændsler stiger - både for virksomheden, men også for private forbrugere. 

ETS2 registreringspligten og CO2-kvotebetaling kan dog også i visse tilfælde være placeret i virksomheder, der forbruger/afbrænder de fossile brændsler, hvilket kan være virksomheder, der har pligt til at afregne afgiften. Derfor kan en registrering efter f.eks. gasafgiftsloven betyde, at forpligtelsen flytter fra leverandøren til den virksomhed, der forbruger brændslet eller varmen. Overordnet set vil det dog i langt de fleste tilfælde være leverandøren af brændsler, der er omfattet af ETS2-forpligtelsen.


Øget administration

ETS2 vil generelt betyde en øget administration ved de registrerede virksomheder. 
Men særligt for fjernvarmeselskaber, der ikke selv er omfattet af ETS2, kommer indførslen af ETS2 som en administrativ byrde. Dette skyldes, at fjernvarmeværket nu skal tage stilling, om den konkrete kunde, der får leveret og forbruger varmen, er omfattet af ETS2. Nogle aktiviteter, som f.eks. gartnerier, landbrug, sejlads, jernbane mv. er fritaget for ETS2, og skal derfor ikke pålægges omkostninger forbundet med ETS2.  

Det ser således ud til, at det enkelte fjernvarmeværk skal til at etablere et set-up, der sikrer, at alene kunder, der er omfattet af ETS2, bliver pålagt denne omkostning, samt at deres brændstofleverandører alene rapporterer og CO2-kvote returnerer for den del af brændstofleveringen, der kan henføres til ETS2-pligtigt forbrug. 
 

Undgå at gå glip af vigtige nyheder indenfor energi og forsyning. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.