Akutplan for elnet


Published: 
Den 19. oktober 2026 trådte akutplanen for elnettet i kraft. Dermed erstattes først-til-mølle-princippet af en politisk prioriteringsmodel for, hvem der får adgang til den knappe kapacitet i elnettet. For forsyningssektoren rummer planen både gode og dårlige nyheder. Fjernvarmens elektrificering prioriteres højt, men nye regler for elkedler kan bremse udfasningen af fossile brændsler.

Elnettet er løbet tør for plads

Flere steder er kapaciteten i elnettet næsten brugt op, og efterspørgslen efter nettilslutning vokser hurtigere, end udbygningen kan følge med. Presset kommer især fra netkunder med et stort og ufleksibelt kapacitetsbehov, fx datacentre. Energinet satte derfor nettilslutning af større kunder på pause i foråret 2026 og indførte derefter en puljemodel. Den hidtidige lovgivning gav dog ikke mulighed for at prioritere mellem projekttyper. Under først-til-mølle-princippet risikerede meget store netkunder derfor at få en uforholdsmæssig stor del af den resterende kapacitet, mens fx elektrificeringen af varme og transport måtte vente.
 

Det indeholder aftalen om akutplanen

Aftalen om akutplanen blev vedtaget den 1. oktober 2026, og bekendtgørelsen trådte i kraft den 19. oktober. Kernen er, at anmodninger om nettilslutning nu deles op i fire kategorier, som behandles i prioriteret rækkefølge:
  • Kategori 1 – Beskyttede behov og samfundskritiske funktioner: Fx almindelig forbrugsudvikling, nye husholdninger og funktioner som sundhed, forsvar, beredskab, vandværker og rensningsanlæg.
  • Kategori 2 – Direkte elektrificering, VE, CCS, brint og PtX: Fx elektrificering af transport, varme og industri.
  • Kategori 3 – Energilageranlæg: Batterier og anden energilagring.
  • Kategori 4 – Visse store energiforbrugere: Som udgangspunkt datacentre.
Projekter i kategori 2-4 bliver også vurderet på netvenlighed, fx om de accepterer begrænset netadgang eller afbrydelighed, og hvor fleksibelt de kan drives. Et netvenligt projekt kan rykke frem i køen inden for sin kategori. Energinet og netvirksomhederne kan desuden afvise anmodninger i kategori 3 og 4, hvis der ikke ventes at være kapacitet inden for en overskuelig fremtid. Afvisningerne kan påklages til Forsyningstilsynet.

På sigt vil regeringen bl.a. udarbejde en energiinfrastrukturplan 2035 og nedsætte et dialogforum for elnettet. Aftalen fremhæver, at energilagring i fjernvarmen kan spille en vigtig rolle for at udnytte nettets kapacitet. Modellen gøres første gang op senest ultimo 2027.
 

Udfordringer for energi- og forsyningssektoren

Overordnet stiller akutplanen forsyningssektoren godt. Fjernvarmens varmepumper og elkedler hører som udgangspunkt til i kategori 2. Elbaserede varmeanlæg under 3 MW kommer i kategori 1, og det samme gælder vandværker og rensningsanlæg.

Bekendtgørelserne indeholder dog en regel, som Dansk Fjernvarme kalder uholdbar. En elkedel placeres i kategori 3 sammen med batterier, hvis dens elkapacitet er større end varmeeffekten fra den største fjernvarmeproducerende enhed i området. Dermed kan det blive svært at udnytte skalafordelene ved store elkedler. Ifølge brancheforeningen bliver elkedler straffet for at være fleksible, selv om de er tilsluttet med begrænset netadgang. Et projekt i kategori 3 risikerer både længere ventetid og afslag. Det kan påvirke projekter, der er igangsat eller er på vej til at blive igangsat.
 

Hvad bør forsyningsselskaberne gøre?

Vi anbefaler, at varmeværker, der overvejer at installere store elkedler, hurtigst muligt får vurderet, hvilken kategori den påtænkte elkedel falder i, og indleder en dialog med det lokale netselskab om mulighederne for at etablere elkedlen og få den nødvendige nettilslutning. 

Akutplanen evalueres allerede i 2027, så det kan tænkes, at de nuværende prioriteringer ændres inden længe. 

Forfattere