Afgørelse fra Skatterådet: Finansiel kontrakt og lagerbeskatning af PPA

I en nylig afgørelse har Skatterådet behandlet en forespørgsel fra en virksomhed (Spørger), der ønskede at sikre en stabil og grøn energiforsyning gennem en PPA-aftale om levering af strøm til en fast pris fra en vindmøllepark. Aftalen indebar, at Spørger skulle købe al den producerede strøm fra vindmølleparken til en fast pris. I tilfælde af overproduktion, hvor Spørger ikke kunne forbruge al strømmen, ville overskudsstrømmen blive solgt direkte til El-markedet.
Spørger ønskede bekræftet, at PPA-aftalen ikke skulle lagerbeskattes efter kursgevinstlovens regler om finansielle kontrakter, men derimod behandles efter skattelovgivningens almindelige regler. 

Argumentet var, at der ikke var tale om en finansiel kontrakt, men om en almindelig aftale om køb af varer (dvs el) til brug i drifts- og produktionsvirksomheder. Spørger begrundede blandt andet dette med, at mængden af produceret strøm var usikker, hvorfor dette ikke kunne være en finansiel terminskontrakt, hvor definitionen forudsætter køb og salg af en aftalt mængde til en aftalt pris. Desuden mente Spørger, at hvis aftalen alligevel var omfattet af kursgevinstloven så burde den være undtaget efter kursgevinstgevinstlovens bestemmelser, da strømmen skulle forbruges i virksomheden.

Skatterådet vurderede imidlertid, at aftalen var en finansiel kontrakt, omfattet af kursgevinstloven, fordi der vare tale om en:
  • Bindende aftale mellem parterne,
  • Tidsmæssig forskydning mellem aftale og leveringstidspunkt og
  • Aftale om en fastsat pris
Skatterådet fandt videre, at undtagelsen i kursgevinstloven om varer til brug i købers virksomhed ikke kunne anvendes. Dette begrundedes med, at undtagelsesbestemmelsen forudsætter at en aftale kun kan opfyldes ved levering til brug i købers virksomhed. Det indgik som en del af den omhandlede PPA-aftale, at strøm som spørger ikke kunne forbruge ville blive solgt på elmarkedet.  Det fremgår af sagen, at der var en forventning om at ca. 15% af den producerede strøm ville blive solgt på elmarkedet. 

Denne afgørelse har store konsekvenser for virksomheder, der overvejer lignende aftaler. Det understreger vigtigheden af at forstå de skattemæssige konsekvenser og sikre, at aftaler er i overensstemmelse med lovgivningen.

Hos BDO står vi klar til at rådgive din virksomhed, så I undgår uforudsete skattemæssige udfordringer. Har du nogle spørgsmål eller brug for rådgivning, er du altid meget velkommen til at kontakte Kim Kirk Kaiser på kikai@bdo.dk.