Ændringer af stoplovsindberetninger
Ændringer af stoplovsindberetninger
Den 3. december 2024 blev en ny bekendtgørelse vedtaget, som trådte i kraft den 1. januar 2025. Bekendtgørelsen omhandler ikrafttrædelsen af § 5, nr. 4-6, i lov nr. 132 af 16. februar 2016, som påvirker bekendtgørelsen af lov om kommuners afståelse af vandselskaber.
Bekendtgørelse af lov om kommuners afståelse af vandselskaber
Bekendtgørelsen fastsætter reglerne for, hvordan kommuner skal håndtere uddelinger og vederlag ved afståelse af ejerandele i kommunalt ejede vandselskaber. Loven gælder for alle kommunalt ejede vandselskaber og kræver, at kommuner registrerer modtagne uddelinger og vederlag ved afståelse af ejerandele i vandforsyningsvirksomheder.
Ændring af indberetningsfrist
Den væsentligste ændring i den nye bekendtgørelse er indberetningsfristen. Tidligere skulle kommunerne indberette senest den 1. februar, men med den nye bekendtgørelse er fristen ændret til den 1. september. Dette betyder, at indberetningen af oplysninger for 2024 skal ske senest den 1. september 2025.
Indberetning- og registreringspligt
- Det er kommunerne, ikke vandselskaberne, der har indberetningspligten. Dette gælder for alle kommuner i Danmark.
- Kommunerne skal registrere og indberette modtagne uddelinger og vederlag fra virksomheder, der er omfattet af registreringspligten. Hvis der ikke er foretaget registreringer, skal der afgives en erklæring herom.
- Stoploven omfatter kommunale vandselskaber, som enten helt eller delvist, direkte eller indirekte, ejes af en kommune. Dette inkluderer også holdingselskaber, der ejer vandselskaber som datterselskaber.
- Registreringspligten omfatter også virksomheder, der ikke udøver vand- og spildevandsaktiviteter, såsom el- og varmeforsyning, hvis de er en del af en ejerskabsstruktur, der inkluderer et vandselskab
- Kommunalt ejede virksomheder, der modtager uddelinger eller vederlag fra kommunens vandselskaber, er omfattet af stoploven. Disse virksomheder er ligeledes omfattet af registreringspligten.
Indberetningen sker i VandData, og der findes vejledninger og revisorerklæringer mm. for de kommunale stoplovsindberetninger på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside. Opdaterede vejledninger vil blive offentliggjort i løbet af foråret 2025.
Ingen ændring til reglerne omkring el- og varmeindberetning
Ændringen i ”stoploven” har ingen betydning for el- og varmeindberetningen. Her skal der fortsat indberettes 1. februar med revisorerklæring efterfølgende senest den 1. september. Hvis I har nogle spørgsmål til ændringerne, er er I meget velkomne til at kontakte os.