EU’s afskovningsforordning (EUDR) – hvad betyder den for danske virksomheder?

Global afskovning har alvorlige konsekvenser for klima og biodiversitet. FAO vurderer, at verden har mistet ca. 420 mio. hektar skov siden 1990 – svarende til 10 % af verdens skovarealer. EU har derfor vedtaget ny lovgivning for at bremse skovrydning gennem handel. EU Deforestation Regulation (EUDR) – EU’s forordning mod afskovning – indfører fra slutningen af 2025 skærpede krav til virksomhedernes leverandørstyring.

Hvad er EUDR, og hvornår træder den i kraft?

EUDR er en EU-forordning designet til at bekæmpe global skovrydning og skovforringelse ved at stille ansvarskrav til varer, der importeres til eller handles i EU. EUDR omfatter syv specifikke råvarer, der forbindes med afskovning: kvæg, kakao, kaffe, palmeolie, gummi, soja og træ – samt produkter, der indeholder eller er fremstillet af disse.

Virksomheder, der importerer, eksporterer, sælger eller distribuerer disse råvarer og produkter i EU, er omfattet af EUDR’s krav. Forordningen blev formelt vedtaget i juni 2023. Reglerne skulle oprindeligt træde i kraft i 2024, men ikrafttrædelsen er udskudt ét år: Fra 30. december 2025 skal alle større og mellemstore virksomheder leve op til EUDR. Små og mikrovirksomheder har frist til 30. juni 2026.

Formålet er at forhindre, at produkter på EU-markedet bidrager til afskovning – og dermed beskytte klima og biodiversitet.
 

Centrale forpligtelser under EUDR

Skovrydningsfri og lovlige produkter

Virksomheder forpligtes til at sikre, at de omfattede råvarer og produkter ikke har medført skovrydning eller skovforringelse efter 31. december 2020. Derudover skal virksomheden kunne dokumentere, at produktionen er sket i overensstemmelse med lovgivningen i oprindelseslandet – herunder regler om miljøbeskyttelse, jordrettigheder, arbejds- og menneskerettigheder, skatter og told mv.

Disse krav gælder for hvert enkelt parti af de omfattede varer, der importeres til eller sælges i EU.

Due diligence-ordning

For at leve op til kravene skal virksomheder indføre en skriftlig due diligence-ordning. Den skal beskrive, hvordan virksomheden:
  • Indsamler oplysninger om produktets oprindelse
  • Analyserer risikoen for afskovning
  • Iværksætter foranstaltninger til at minimere risikoen
EUDR kræver konkret, at virksomheder etablerer et system til risikostyring, der som minimum omfatter dataindsamling, risikovurdering, forholdsregler og dokumentation.
 

Erklæring til EU

Når due diligence er gennemført for et givent vareparti, skal virksomheden indsende en officiel erklæring til EU via informationssystemet TRACES. Erklæringen skal bl.a. dokumentere den geografiske oprindelse som bevis for, at varen stammer fra et afskovningsfrit område. Dokumentationen skal gemmes til brug ved kontrol.

Kontrol og sanktioner

Overholdelsen af EUDR håndhæves af nationale myndigheder. I Danmark er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udpeget som tilsynsmyndighed. Overtrædelser kan medføre:
  • Bøder på op til 4 % af virksomhedens årlige EU-omsætning
  • Konfiskation af produkter
  • Udelukkelse fra EU-markedet
 

Er din virksomhed klar til EUDR?

Det kan virke komplekst – men vi kan hjælpe dig trygt gennem processen. Med vores ekspertise sikrer du, at din virksomhed ikke blot overholder reglerne, men også udnytter EUDR som en strategisk mulighed.

Her er fem konkrete tiltag, du med fordel kan igangsætte – og som vi kan hjælpe dig med fra start til slut:
  1. Få styr på værdikæden: Skab overblik over jeres produkter, råvarer og leverandører – og identificér, hvilke der er omfattet af EUDR.
  2. Gennemfør due diligence og risikovurdering: Kortlæg potentielle afskovningsrisici, og dokumentér oprindelsen af jeres råvarer.
  3. Etabler dokumentations- og datasystemer: Implementér nødvendige systemer til at indsamle, gemme og rapportere data, så de lever op til kravene.
  4. Uddan jeres medarbejdere: Sørg for, at relevante medarbejdere forstår EUDR og deres rolle i at opfylde kravene.
  5. Få rådgivning: Vores specialister står klar til at gennemgå jeres setup og rådgive om den bedste tilpasning.
EUDR er ikke kun compliance – det er en chance for at styrke jeres brand og position. Ved at handle nu udviser I ansvarlighed, sikrer adgang til EU-markedet og bidrager aktivt til den globale indsats mod afskovning.
 

Behov for due diligence-processer i værdikæden

EUDR stiller skærpede krav til gennemsigtighed. Virksomheder skal have indsigt i, hvor og hvordan deres råvarer produceres. Det kræver en fuld kortlægning af leverandørkæden for at identificere risikoområder.

For hvert parti skal der gennemføres en risikovurdering. Hvis risikoen for skovrydning ikke kan afvises som minimal, skal virksomheden iværksætte afbødende foranstaltninger. Der skal etableres procedurer for:
  • Sporbarhed af omfattede råvarer
  • Overvågning af leverandører
  • Genforhandling af kontrakter, så leverandører forpligter sig til at levere nødvendig dokumentation og overholde krav
 

Dokumentation og datahåndtering

En af de største udfordringer under EUDR bliver håndtering af de omfattende datakrav. Virksomheder skal kunne dokumentere:
  • Detaljeret oprindelse og lovlighed for hvert produktparti
  • Risikovurdering og -minimering
  • Overholdelse gennem hele processen

Dette stiller store krav til intern datastyring. Det kræver de rette kompetencer, værktøjer og ressourcer til løbende ajourføring og kvalitetssikring. Med et godt setup kan man ikke blot undgå sanktioner – man kan skabe et konkurrencefordelagtigt brand, der demonstrerer ansvarlighed over for kunder og samarbejdspartnere.
 

Kom godt i mål – med det rette fundament

EUDR indebærer nye og detaljerede krav. Det er derfor en god investering at gennemgå virksomhedens eksisterende praksis. Mange vil opleve behov for:
  • Opdatering af procedurer
  • Tilføjelse af kontroltrin
  • Uddannelse af nøglemedarbejdere
  • En grundig gap-analyse for at afdække mangler

Ved at inddrage en ekstern rådgiver som BDO får I både en sparringspartner og en garanti for, at intet overses. Vi hjælper jer med at opbygge interne kompetencer og sikre en effektiv implementering.

Når EUDR træder i kraft, handler det om at stå stærkt. Det starter med de rigtige valg – i dag. Kontakt os, og lad os hjælpe jer sikkert og strategisk i mål.