Artikel:

Tjekliste til årsopgørelsen for 2020

05 marts 2021

Henning Boye Hansen , Chefkonsulent |

Alt for mange kigger kun på, om de skal have penge tilbage i skat, eller om de skal betale restskat. Det er lidt ærgerligt. For flertallet vil det give god mening at bruge bare 10 minutter mere på årsopgørelsen. Nedenfor følger nogle gode råd til forberedelsen.
 

1. Skat er dit eget ansvar

Husk, at det er dit eget ansvar, at du får alle tal med på årsopgørelsen.

Overser du en fradragsmulighed på grund af glemsomhed eller som følge af ukendskab til reglerne, gælder der ingen kære mor, hvis skatteansættelsen er forældet. I øjeblikket er skatteansættelsen for 2017 det ældste år, du kan få ændret.

Har du haft indkomst, som ikke er indberettet og fortrykt på årsopgørelsen, skal du selv tilføje beløbet. Gør du ikke det, kan det koste dig en bøde. Normalbøden er 1 x den unddragne skat op til en beløbsgrænse på 60.000 kr.

 

2. Læs nu, hvad der står

Øverst på årsopgørelsen er der et afsnit med overskriften ”Vær opmærksom på”. Her giver Skattestyrelsen dig besked, hvis der er særlige forhold, som du skal være opmærksom på. Det gælder fx, hvis de har slettet et fradrag for indbetaling til en ratepension, fordi din samlede indbetaling overstiger fradragsloftet.

 

3. Særlige forhold for 2020

For første gang i mange år vil der ikke være noget fortrykt befordringsfradrag på årsopgørelsen for de af landets mange pendlere, der har været vant til dette. Denne service er ophørt. I år skal alle de omkring 1,2 mio. borgere med ret til befordringsfradrag derfor selv indtaste fradraget på årsopgørelsen.

En anden nyhed er, at adgangen til fradrag for renter af gæld til det offentlige er ophævet med virkning fra 2020. Er du blandt de omkring 1 mio. borgere, der skylder penge til Gældsstyrelsen, og har du været vant til at indtaste de renter, du har betalt i løbet af året – hvilket man typisk selv har skullet gøre – så er det ikke længere muligt.

Aktiehandel er blevet vores nye nationalsport i løbet af 2020. Har du handlet med aktier via en udenlandsk fondshandler, skal du selv stå for indberetningen. For at motivere investorer til at huske deres udenlandske beholdninger findes der en særlig regel om, at tab på sådanne aktier kun giver ret til skattefradrag, hvis købet af aktierne er indberettet til Skattestyrelsen inden den 1. juli i året efter købsåret.

 

4. Sådan undgår du at glemme fradrag

Der er ingen tvivl om, at en del danskere hvert år går glip af fradrag på deres årsopgørelse. Som oftest skyldes det glemsomhed eller manglende energi til at finde den nødvendige dokumentation. Den bedste måde, du kan forberede dig på årsopgørelsen på, er ved at gennemgå posteringsoversigten for din bankkonto for hele sidste år. For at se, hvor du har været henne, og hvad du har brugt penge på.

 

5. Årets første juleaften falder fredag den 9. april

Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat til lønmodtagere, pensionister, studerende og andre med enkle indkomstforhold den 9. april 2021. Hvis du indtaster dine rettelser eller tilføjelser til årsopgørelsen senest onsdag den 31. marts 2021, kan Skattestyrelsen nå at tage højde for ændringerne inden udbetalingen.

 

6. Ingen rentegodtgørelse til overskydende skat

Du får ingen rentegodtgørelse sammen med din eventuelle overskydende skat, men der er trods alt ikke indført negative renter på den slags.

 

7. Rentetillæg til restskat

Får du restskat, skal du frem til og med den 1. juli betale en såkaldt dag-til-dag-rente på 1,8 % p.a. En restskat på fx 5.000 kr. koster dermed lige under 20 kr. i renter, hvis den betales midt i marts. Det er altså ikke de store beløb, vi taler om.

Hvis du venter med at betale til efter den 1. juli – eller lader restskatten indregne i forskudsskatten for 2022 – kommer du til at betale et fast rentetillæg på 3,8 %. I så fald vil renten af en restskat på 5.000 kr. stige til små 200 kr.

 

8. Indregning af større restskatter

Restskat på op til 21.798 kr. inklusive rentetillæg, der ikke er betalt senest den 1. juli 2021, bliver automatisk indregnet i din forskudsskat for 2022.

Restskat over 21.798 kr., der ikke er betalt senest den 1. juli 2021, opkræves i tre rater, der skal betales i august, september og oktober måned 2021.

 

Du kan blive endnu bedre forberedt til årsopgørelsen ved at tage vores lille quiz og teste din viden om skat. Se, hvor mange rigtige du kan få – måske bør du overveje at søge job i vores skatteafdeling.

Test din viden om skat