BDO i Aarhus flytter i nyt domicil

Simon Brondbjerg Riis, Manager, Communications & Industries |

19 maj 2022

Vækst, pladsmangel og ønsket om et mere moderne og bæredygtigt arbejdsmiljø betyder, at BDO i Danmarks hovedkontor flytter i nyt domicil. Siden 2010 år har BDO’s flag ellers vajet stort over bygningen på hjørnet, hvor Kystvejen møder Nørreport. Men når kontorhuset Bjælkehuset står færdigt i begyndelsen af 2024, vil rådgivnings- og revisionsvirksomheden i stedet have til huse i Aarhus C’s nye bæredygtige bydel Trælasten.

BDO i Aarhus er på tre år gået fra knap 150 til mere end 200 medarbejdere, og med ambitionen om flere nye kolleger i de kommende år har et nyt domicil med plads til både kunder, samarbejdspartnere og kolleger stået øverst på BDO’s ønskeliste.

Sammen med PensionDanmark, som også ejer BDO’s nuværende kontorbygninger, er det lykkedes at finde et nyt hovedkontor til rådgivnings- og revisionsvirksomheden. Et domicil med næsten dobbelt så meget plads og centralt beliggende i en ny bæredygtig bydel.

”Det har været en topprioritet for os at fastholde den centrale placering i Aarhus og samtidig opnå bedre tilkørsels- og parkeringsforhold. Vi vil og skal også i fremtiden være tæt på det aarhusianske erhvervs- og byliv. Til gavn for både kunder og kolleger. Det opnår vi til fulde med vores nye domicil, som har alle de rette forudsætninger for at danne rammen om den fortsatte udvikling af BDO’s hovedkontor,” siger Morten Trap Olesen, Senior Partner og kontorstedsleder hos BDO i Aarhus.

 

En central del af Aarhus’ nye bæredygtige bydel

Med lejeaftalen kommer BDO til at udfylde cirka 6100 af de lidt over 10.000 kvadratmeter i Bjælkehuset, der har fået sit navn, fordi bygningens arkitektur er inspireret af opstablede bjælker i de byggemarkeder, der hidtil har haft til huse i det kommende byområde.

Bygningen bliver det største erhvervsbyggeri i den nye bydel Trælasten, som PensionDanmark opfører i området mellem Silkeborgvej, Vestre Ringgade og åen, og hvor den røde tråd er bæredygtighed, fællesskab og genanvendelse.

Bjælkehuset bygges, så det kan opnå det internationale bæredygtighedscertifikat DGNB Guld, og bygningen får genbrugte teglsten som facadebeklædning. Indgangspartiernes gulve vil bestå af felter af murværk fra en tidligere administrationsbygning på trælastgrunden som en påmindelse om områdets historie og det særlige fokus på genanvendelse.

”Det er en fornøjelse at kunne se frem til at byde en stabil og attraktiv lejer som BDO velkommen i Bjælkehuset. Vi er glade for at kunne fortsætte samarbejdet, og vi oplever en stærk tilslutning til vores vision for Trælasten som et byområde præget af mangfoldighed, bæredygtighed og nytænkning,” siger Marius Møller, direktør for ejendomme hos PensionDanmark.

Trælasten kommer desuden til at indeholde 500-600 boliger målrettet alt fra studerende til seniorbofællesskaber, ligesom bydelen vil huse butikker, caféer, værksteder og grønne områder – alt sammen beliggende bare en kilometer fra Aarhus midtby.

 

 

Foto: CEBRA Architecture

Foto: CEBRA Architecture

Foto: CEBRA Architecture