Virksomheders fradrag for lønudgifter

15 juni 2016

Østre Landsret har fastslået, at SKAT ikke uden varsel kan ændre hidtidig praksis, hvorefter virksomheder altid har fradrag for almindelige lønudgifter til egne ansatte. Og ændringen kan kun ske med fremadrettet virkning.

Efter den mere end 100 år gamle statsskattelov kan virksomheder ved deres indkomstopgørelse fratrække de udgifter, som de har afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Denne regel har af de fleste været fortolket derhen, at virksomheder normalt altid har kunnet fratrække udgifter til almindelig løn til egne ansatte, uanset hvad de har været beskæftiget med, men derimod ikke altid fradrag for ekstraordinære bonusudbetalinger i forbindelse med opkøb eller frasalg.

For nogle få år siden begyndte SKAT imidlertid at rejse sager, hvor de også nægtede fradrag for almindelige lønudgifter, hvis det var klart, at medarbejdernes arbejdsopgaver i perioder var koncentreret omkring en udvidelse af virksomheden fx via opkøb af eller fusion med andre virksomheder.

Domme i prøvesager
For nylig afsagde Østre Landsret domme i de første sager af denne art og fastslog heri, at SKAT i princippet er berettiget til at beskære fradragsretten for lønudgifter i sådanne tilfælde, men at dette er udtryk for en praksisændring. En sådan kan kun gennemføres med fremadrettet virkning og kræver et passende varsel. Dette var ikke sket. SKAT tabte derfor prøvesagerne, selvom de faktisk fik medhold i deres synspunkt.

Det vil være forventeligt, men ikke helt givet, at SKAT i nær fremtid udsender et formelt varsel om praksisændringen, og at denne vil træde i kraft i løbet af nogle måneder.

Udsigt til administrativt bøvl
Når en praksisændring ikke er givet på forhånd, skyldes det, at stort set alle erhvervsorganisationer arbejder på at rejse sagen politisk, fordi ændringen kan få vidtrækkende betydning for mange virksomheder.

Ændringen rejser nemlig mildest talt betydelige praktiske udfordringer i forhold til, hvordan virksomhederne i givet fald skal udfinde den ikke-fradragsberettigede andel af lønudgifterne. Og dernæst opstår der spørgsmål om, hvorvidt ændringen kun skal omfatte de direkte lønudgifter, eller om også fradragsretten for de indirekte medarbejderomkostninger, herunder udgifter til firmabiler, telefoni, computere og lokaler mv., skal begrænses.

Konklusion
Den umiddelbare konklusion er altså, at SKAT med den nugældende praksis som altovervejende hovedregel ikke kan nægte virksomheder fradrag for ordinære lønudgifter til egne ansatte, men at SKAT formentlig snart vil varsle en ændring af denne praksis med fremadrettet virkning.

Der består imidlertid også den mulighed, at der politisk kan samles flertal for at ændre reglerne derhen, at der altid er fradrag for ordinære lønudgifter, uanset hvad medarbejderne har beskæftiget sig med.

Efter vores opfattelse er dette resultat langt fra udelukket. Et resultat, der efter vores opfattelse ikke blot vil være rimeligt, men også naturligt på baggrund af de ofte udtalte ønsker om at reducere virksomhedernes administrative byrder.