Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.

Skattefrie lejlighedsgaver til medarbejdere

03 juni 2015

Lejlighedsgaver i anledning af private mærkedage er skattefrie, når værdien ikke overstiger det niveau, der er det naturlige for sådanne. Der gælder ikke nogen fast beløbsgrænse.

Langt de fleste arbejdsgivere giver gaver til deres medarbejdere i anledning af disses private mærkedage. Fx ved bryllup, sølvbryllup og guldbryllup, når medarbejderen har bestået en eksamen, er udlært eller bliver forfremmet, når medarbejderen får barn eller holder konfirmation, samt når medarbejderen har jubilæum, går på pension eller af anden årsag fratræder sin stilling. Hertil kommer lejlighedsgaver i anledning af ulykker og sygdom.

Sådanne lejlighedsgaver – der kan være alt fra en buket blomster til en større tingsgave - er efter fast praksis skattefrie, når de har et ”passende” niveau.

Selvom reglerne sjældent volder problemer, så udelukker det ikke, at der kan opstå tvivlsspørgsmål i forhold til disse. Det viser en netop offentliggjort afgørelse fra Skatterådet.

Sagen angik en offentlig arbejdsgiver – en region – der ønskede svar på, om lejlighedsgaver fra forskellige afdelinger skulle ses under et ved vurderingen af, om niveauet var ”passende”. Et spørgsmål af praktisk betydning i alle større virksomheder, hvor det ikke er usædvanligt, at en medarbejder modtager lejlighedsgaver fra andre afdelinger end der, hvor den pågældende har sit hovedarbejdssted.

Dette spørgsmål svarede Skatterådet bekræftende på og tilføjede, at gaver fra andre afdelinger ikke kan anses for et personalegode og dermed dækket af den bagatelgrænse, der gælder for sådanne. Hvis den samlede værdi af gaverne derfor overstiger det ”passende” niveau, skal der betales skat af det fulde beløb.

Det tilføjes herved, at Skatterådet tidligere har fastslået, at gaver fra personaleforeninger ikke skal ses i sammenhæng med gaver fra arbejdsgiveren og i øvrigt er skattefrie under samme betingelser, hvis personaleforeningen er uafhængig af arbejdsgiveren.

Afslutningsvis bekræftede Skatterådet, at der ikke gælder nogen beløbsgrænse for lejlighedsgaver, og at disse derfor godt kan overstige niveauet for julegaver, uden at det udløser beskatning. Skatterådet gav i sit svar ikke nogen vejledning om ”passende” beløbsgrænser, men som en grov tommelfingerregel antager vi normalt, at overgrænsen ligger i niveauet 1.500 – 2.500 kr., men beløbet afhænger selvsagt af begivenheden.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.