BDO er med i interesseorganisation, der repræsenterer Private Equity og Venture kapitalfonde

Jakob Sand , Partner, chef for Corporate Finance |

08 november 2017

BDO er medlem af Danish Venture Capital & Private Equity Association, DVCA, en brancheorganisation for business angles samt venture- og kapitalfonde. Gennem medlemskabet er BDO med til at styrke mulighederne for både investorer og virksomheder, der søger at vækste deres forretning og investeringer.

Gorm Boe Petersen, underdirektør i DVCA, udtaler: ”Vi er utroligt glade for, at BDO er medlem af DVCA. BDO er en stærk spiller på det danske marked, og det styrker os som brancheforening at have BDO som medlem af DVCA”.

DVCA's mål er at styrke medlemmernes forretningsmuligheder, samt at Danmark forbliver et attraktivt mål for investeringer ved at sikre de bedst mulige forhold for både investorer, etablerede virksomheder og startups.

I BDO Corporate Finance hjælper vi danske virksomheder med finansiering, køb og salg, og vi kan mærke, at der er stigende interesse fra begge sider, når det gælder investeringer. Samtidig nærmer mange danske virksomheder sig en tid, hvor der grundet pension vil være behov for nyt ejerskab. Det er vores opfattelse, at vi gennem en organisation som DVCA er med til at skabe de bedst mulige forhold for blandt andet disse virksomhedsejere,” siger Jakob Sand, Chef for BDO Corporate Finance.

DVCA-medlemmerne tæller blandt andet kapitalfonde, der administrerer sammenlagt for mere end 80 milliarder kroner, og DVCA skønner, at omkring 10 milliarder kroner er ”tørt krudt”, der venter på at blive skudt af i nye investeringer. Venturekapitalfondene administrerer for rundt regnet 20 milliarder kroner.

DVCA arbejder for at styrke rammerne for aktivt ejerskab i Danmark og står blandt andet bag arbejdet med at afskaffe iværksætterskatten. Regeringens nye erhvervs- og iværksætterudspil ”Sammen om fremtidens virksomheder” indeholder en række initiativer, som DVCA står bag, blandt andet aktiesparekontoen og investorfradraget.