Danmark er et af de mest attraktive lande at drive virksomhed i ifølge international undersøgelse

20 august 2018

Danmark indtager en flot sjetteplads på IBC’s globale liste over de lande, som kan tilbyde mindre og mellemstore virksomheder de bedste vilkår og rammer for drive deres forretning. Det viser den syvende udgave af det Internationale Business Compass (IBC).

Den internationale undersøgelse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, der er gennemført i samarbejde med Hamburgisches WeltWirtschafts Institut, sammenligner hvert år 174 landes økonomiske, politiske og sociokulturelle forhold, hvilket munder ud i en orienterende rapport, som hjælper virksomhedernes beslutningstagere med at vælge lokation for etableringen af en ny virksomhed eller afdeling.

Sidste år indtog Danmark en 5. plads, men på årets liste har Irland skubbet Danmark til en dog stadig flot sjetteplads. Dermed fastholder Danmark for tredje år i streg en top 10-placering. Om det gode resultat udtaler Stig Holst Hartwig, adm. direktør for BDO Danmark:

”Det Internationale Business Compass er med til at understrege den store tyngde, og brede spændvidde vi har i BDO gennem vores internationale netværk. Med baggrund i dette værktøj formår vi at rådgive kunder, når det handler om at vækste og flytte virksomheden eller dele heraf til udlandet,” siger Stig Holst Hartwig.

Miljøbevidsthed OG økonomisk vækst

I årets IBC-undersøgelse har der som følge af klimaforandringerne været et særligt fokus på landenes energi- og ressourceforbrug. Processen med at balancere økonomisk vækst med de miljømæssige bekymringer og restriktioner er fortsat i sin spæde begyndelse. Men kombinationen af vækst og miljøbevidste mål er og bliver en af vores tids største udfordringer.

”Som en samfunds- og miljøbevidst virksomhed er det klart, at vi finder det positivt, at årets Internationale Business Compass netop har fokus på verdens energi- og ressourceforbrug. Det handler om klodens og vore børn og børnebørns fremtid, så vi skal være bevidst, og vi skal tænke grønt. Samtidig skal vi dog huske, at de danske virksomhedsejere generelt set mener, at de administrative tøjler er stramme nok. Derfor skal vi også passe på med at stramme yderligere op. Vi skal finde et balancepunkt, hvor det for virksomhederne også økonomisk set kan være en fordel at sænke deres ressource- og energiforbrug, hvis vi fortsat skal være et af de lande, hvor det er mest attraktivt at drive virksomhed,” siger Stig Holst Hartwig.

Status quo i toppen

Listens fire øverste placeringer har ikke ændret sig siden sidste års kompas. Det er fortsat Singapore, som indtager førstepladsen efterfulgt af Hong Kong, Schweiz og Holland. Ser man bort fra Singapore og Hong Kong udgøres hele top 20 af OECD-lande. Kompassets højdespringere i 2018 er Guyana og Argentina. De største tabere er Liberia og Kap Verde — Kap Verde var ellers at finde blandt højdespringerne i sidste års undersøgelse.

                         Top-ti over de bedste lande i verden at starte virksomhed i

 

Land

Værdi

+/-

1

Singapore

85,10

0

2

Hong Kong

84,08

0

3

Schweiz

81,84

0

4

Holland

80,14

0

5

Irland

78,81

+2

6

Danmark

78,80

-1

7

Norge

78,22

-1

8

Storbritannien

77,06

+1

9

Canada

76,97

+3

10

Australien

76,17

+1

IBC’s top 10

På regionsplan er det hos os i det nordlige Europa, at man kan tilbyde de bedste vilkår for at starte og drive virksomhed. På anden og tredjepladsen når undersøgelsen opgør i regioner følger henholdsvis Nordamerika og Vesteuropa.

For yderligere kommentarer til BDO’s Internationale Business Compass 2018, kontakt BDO’s adm. direktør Stig Holst Hartwig på mobil: 30 64 33 33.

Link: Download rapport som pdf

Link: Download Executive Summary som pdf