Skat ved sommerhusudlejning

Hvad enten udlejningen sker på den ene eller anden måde, er udlejningen skattepligtig. Det betyder, at der skal betales skat af overskuddet. Nedenfor giver vi et overblik over skattereglerne for udlejning af sommerhuse i de forskellige situationer.

 

100 % udlejning

Hvis sommerhuset slet ikke bruges privat, men udelukkende anvendes til udlejning, er der tale om en ren udlejningsejendom. I så fald har ejeren mulighed for at anvende den særlige virksomhedsordning. Anvendelse af virksomhedsordningen betyder, at renter af lån i sommerhuset kan modregnes i virksomhedsoverskuddet. Endvidere kan overskud ved udlejningen opspares til en foreløbig og lav skat.

Anvendelse af virksomhedsordningen kræver imidlertid, at ejeren har fraskrevet sig muligheden for selv at disponere over huset. Dette kan kun ske via en aftale med et udlejningsfirma.

Selvom der skattemæssigt intet er til hinder for, at et sommerhus udelukkende anvendes til udlejning, er det sjældent lovligt efter sommerhusloven. Skattemyndighederne har derfor en forpligtelse til at foretage indberetning til Bolig- og Planstyrelsen i de tilfælde, hvor virksomhedsordningen anvendes.

 

Blandet anvendelse

For sommerhuse, der dels benyttes privat og dels anvendes til udlejning, kan overskuddet ved udlejningen opgøres efter to forskellige metoder. Enten efter regnskabsmetoden eller efter den særlige bundfradragsmetode. Uanset hvilken metode, der anvendes, beskattes overskuddet som kapitalindkomst. Det betyder, at der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag af overskuddet.

Hent hele publikationen.