Rigtig mange erhvervsfolk interesserer sig for jagt. Og en del bruger rent faktisk jagt som forum for møder med forretningsforbindelser. Det er derfor hverken usædvanligt, at virksomheder afholder udgifter til jagter, eller at virksomhedsejere deltager i jagter betalt af andre. Begge dele rummer imidlertid en skattemæssig problemstilling. Hvornår har virksomheder fradrag for jagtudgifter, og hvornår risikerer en jæger beskatning af fri jagt? Det giver vi svaret på i denne publikation.
Fradrag for udgifter til jagt
For langt de fleste er jagt en fritidsbeskæftigelse. En hobby. Derfor er betingelserne for at opnå skattefradrag for udgifter til jagt også ganske strenge. Men umuligt er det ikke.
I en kendelse fra 1997 tillod Landsskatteretten således, at et reklamebureau kunne fradrage udgifter til en dagjagt på et gods, hvortil direktøren havde inviteret direktører fra fem virksomheder, der alle var potentielle kunder i forhold til bureauet.
Landsskatteretten godkendte, at udgifterne blev fratrukket som repræsentation, idet retten lagde vægt på, at der var tale om et enkeltstående jagtarrangement, og at der ikke havde deltaget private venner.
Også i en dom fra Vestre Landsret fra 1998 blev der godkendt fradrag som repræsentation for udgifter til bespisning af et jagtselskab, som alene omfattede forretningsforbindelser.
Der findes dog en række afgørelser, der går den modsatte vej.
I en dom fra 2008 fastslog Vestre Landsret således, at et selskab, der drev en større anlægsgartnervirksomhed, ikke var berettiget til at fratrække udgifter til jagt som repræsentation. Selskabet havde købt en andel i et jagtkonsortium med otte deltagere, som for en periode på fem år havde lejet en jagt for et årligt beløb på 350.000 kr. Der blev afholdt ti jagter årligt, hvoraf de to alene var efter råvildt. Selskabet var ved hver af jagterne repræsenteret af dets hovedaktionær, der også var direktør, af en ansat, der deltog som ”hundemand”, samt af en af selskabets forretningsforbindelser.
Uanset at der således ikke havde deltaget private venner og bekendte til hovedaktionæren, fandt retten, at jagtlejen i det væsentlige var afholdt for at tilgodese dennes private interesser. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af de af selskabet afholdte udgifter som yderligere løn. Retten lagde blandt andet vægt på, at der var tale om en løbende jagtleje, der ikke sigtede mod et konkret repræsentationsarrangement.
Sammenfattende kan det konstateres, at mulighederne for skattefradrag givetvis er størst ved dagjagter. Det skyldes, at forpagtning af en jagt for en længere periode skaber en formodning om, at jagten også udnyttes privat.
I de tilfælde, hvor fradrag godkendes, anses udgifterne som repræsentation med begrænset fradragsret (25 %). Af samme grund kan momsen ikke fradrages.