E-handel med varer af lav værdi – sådan kommer de nye regler til at påvirke dig

 

De nye momsregler betyder konkret, at der skal opkræves importmoms af forsendelser med en værdi under 1.150 kr./150 EUR, men der skal ikke opkræves told. Samtidig fjernes den tidligere fritagelse for importmoms på varer af lav værdi (under 80 kr./22 EUR). Fremover skal der således afregnes importmoms uanset varens værdi, når varen er købt over nettet hos virksomheder, der ligger uden for EU. 

De ændrede regler får ikke kun betydning for de e-handelsvirksomheder uden for EU, som lader sig momsregistrere og skal indberette importmoms af samtlige forsendelser under 1.150 kr. Men det kommer også til at påvirke de danske virksomheder, som arbejder med import af varerne, da de, som følge af lovændringen, skal lave en ny form for toldangivelse – kaldet H7. 

 

Hvad er H7? 

Beløbsgrænsen på 1.150 kr./150 EUR for fritagelsen for told og brug af H7-angivelsen opgøres som den samlede værdi af forsendelsen, inklusiv 25 % importmoms, men eksklusiv fragtomkostninger. Overskrider beløbet på den samlede forsendelse beløbsgrænsen, gælder de almindelige regler for import. Det betyder, at H7 ikke finder anvendelse, og at der skal betales told såvel som importmoms af forsendelsens værdi.

De informationer, som skal bruges til at udfylde en H7-toldangivelse, er færre end ved andre toldangivelser, da angivelsen alene skal bruges til opkrævning af importmoms og varekontrol. H7-angivelsen kaldes også for ’angivelse af visse forsendelser af ringe værdi’, da den kun kan benyttes i forbindelse med import af varer, hvor forsendelsen overstiger en værdi på 1.150 kr./150 EUR.

Ved udfyldelse af H7-angivelser skal den person, som står for toldangivelsen, angive sælgerens IOSS-nummer (Import One Stop Shop nummer). IOSS er en frivillig særordning under One Stop Shop-ordningen, som virksomheder hjemmehørende udenfor EU, der sælger varer til borgere i EU, kan tilmelde sig, for at gøre indberetning og betaling af moms nemmere. Læs mere om One Stop Shop-ordningen her. 

 

Værd at vide for private forbrugere

Sidder du som forbruger og er nysgerrig på, hvordan dette kommer til at påvirke dig, bør du fremadrettet særligt være opmærksom på, at køb af varer på hjemmesider uden for EU er momspligtige. Dette kan have vidt forskellige økonomiske konsekvenser, men det er en faktor, som du fremover bør have in mente, når du handler med varer på nettet. Det kan nemlig blive væsentligt dyrere, end først beregnet. 

Hvis sælgeren af varen er IOSS registreret, vil momsen blive beregnet i forbindelse med købet, som man kender det fra EU-hjemmesider. Hvis sælger derimod ikke er IOSS registreret, vil køber blive ansvarlig for indbetaling af momsen og kan i den forbindelse blive pålagt et håndteringsgebyr fra transportøren. Beløbet vil typisk ligge mellem 150-250 kr. Sælgerens håndtering af de nye e-handelsregler får således betydning for, om du som privat forbruger bliver påvirket økonomisk af de nye regler. 

Som forbruger skal man desuden være opmærksom på, at selvom reglerne først træder i kraft d. 1. juli 2021, gælder reglerne også for køb foretaget før denne dato, såfremt levering sker efter d. 30. juni 2021.

 

Læs mere om e-handelspakken