Landsskatteretten har i en ny afgørelse fastslået, at Skattestyrelsen ikke kan kræve beskatning af et højere beløb end den faktisk modtagne husleje, hvis lejeren ikke er nærtstående.
Både Landsskatteretten og domstolene har gentagne gange fastslået, at skattemyndig-hederne ikke er forpligtet til at respektere huslejeaftaler, der er indgået mellem nærtstående parter. Det har især betydning i forhold til forældrelejligheder, hvor størrelsen af huslejen ofte afpasses efter, hvad barnet kan betale, snarere end efter, hvad huslejen ville kunne sættes til ved udleje til fremmede.
Hvis den aftalte husleje er lavere end markedslejen, kan skattemyndighederne ikke kræve, at lejeren (barnet) efterbetaler forskellen mellem denne og den faktisk betale husleje, men myndighederne kan beskatte udlejeren af differencen og i nogle tilfælde kræve gaveafgift eller indkomstskat af lejeren, fordi nedslaget i huslejen almindeligvis anses for en gave.
Praksis er tiltrådt af Højesteret i en dom fra 2002, hvori det blev fastslået, at der i skattelovgivningen er hjemmel til at beskatte en husejer - der udlejer til en nærtstående for et beløb, der er mindre end markedslejen – af forskellen mellem denne og den faktisk betalte husleje.
Markedslejen
Ved markedslejen forstås den husleje, der på lovlig vis vil kunne opnås ved udlejning til en ikke-nærtstående person efter lejelovgivningens regler. Det vil sige efter reglerne i henholdsvis lejeloven og boligreguleringsloven. Sidstnævnte, der ikke gælder i alle kommuner, betyder, at huslejen i ejendomme med mere end seks lejemål som udgangspunkt skal fastsættes efter reglerne om omkostningsbestemt husleje. I ejendomme med færre lejligheder fastsættes lejen efter, hvad der betales for tilsvarende lejeforhold. Det samme gælder efter reglerne i lejeloven.
Udlejning til nærtstående
Skattemyndighedernes opfattelse af, hvad der skal forstås som nærtstående er ikke begrænset til at omfatte tilfælde, hvor forældre udlejer til et af deres børn, eller hvor børn lejer ud til deres forældre eller en af disse. Nærtstående kan efter praksis også omfatte udlejning til en tidligere ægtefælle og i særlige tilfælde formentlig også udlejning til søskende og søskendes børn.
Du kan læse mere om praksis ved udlejning til nærtstående i Skattestyrelsens juridiske vejledning, der rummer et særskilt afsnit herom.
Udlejning til fremmede
Når det gælder udlejning til andre end nærtstående, må skattemyndighederne som altovervejende hovedregel respektere den indgåede huslejeaftale. Ikke desto mindre hænder det, at myndighederne forsøger at anvende samme praksis som ved udlejning til nærtstående. Det viser en nylig offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten.
Sagen handlede om udlejning af et parcelhus fra 1946 med et bygningsareal på kun 64 kvm og angiveligt i dårlig stand. Huset var udlejet for 4.000 kr. om måneden, men Skattestyrelsen mente, at markedslejen mindst udgjorde et beløb på 5.250 kr. og havde beskattet ejeren af differencen. Landsskatteretten gav imidlertid husejeren medhold. Det skete med den begrundelse, at der var tale om udleje til en ikke-nærtstående. Den mellem parterne aftalte husleje måtte derfor anses for identisk med markedslejen, hvorfor ejeren ikke kunne beskattes af et højere beløb end den faktisk modtagne husleje.
Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke
Please fill out the following form to access the download.