Afgift på overskudsvarme – nye regler fra næste år

Supermarkeder, datacentre og formentlig en hel del virksomheder indenfor fødevarebranchen ser ud til at blive blandt de store vindere ved de nye regler for afgift på overskudsvarme.

Reglerne om afgift på overskudsvarme blev i sin tid indført for ikke at give virksomhederne et incitament til at producere afgiftsbillig overskudsvarme til brug for rumvarme hos dem selv eller med henblik på at sælge varmen til et fjernvarmeværk. 

Isoleret set har reglerne virket efter hensigten. Til gengæld har de ikke fremmet den udnyttelse af overskudsvarmen, som mange finder ønskelig. Derfor er der for nylig indgået en bred politisk aftale om at ændre reglerne med virkning fra 2022, og et udkast til det lovforslag, der skal udmønte aftalen, er netop nu i høring.

 

De nye regler

De væsentligste dele af de nye regler kan i korte træk beskrives således:

  • Afgift: For brændselsbaseret overskudsvarme (gas, olie, kul og affald) bliver overskudsvarmeafgiften groft sagt halveret – nedsættes fra 52,5 kr./GJ til 25 kr./GJ (i 2018-niveau) – og samtidig indføres en certificeringsordning, som betyder, at virksomheden helt kan fritages for afgiften, hvis ellers virksomheden gennemfører visse tiltag til energieffektivisering. Disse tiltag gælder kun i forhold til de processer og anlæg, som producerer overskudsvarmen, og tiltagene skal iværksættes med udgangspunkt i en tilbagebetalingstid på op til fem år. Energigennemgange og -tiltag skal verificeres af en uafhængig ekstern rådgiver.

    En række eksisterende undtagelser afskaffes. Det gælder bl.a. reglen om et afgiftsloft på 33 % af vederlaget for overskudsvarmen, hvilken regel har haft stor praktisk betydning. Også muligheden for afgiftsfrihed i sommerhalvåret samt reglen om afregning af afgift med 10 kr. pr. kvm i vinterhalvåret forsvinder.
     
  • Prisregulering: Leverancer af overskudsvarme fra mindre anlæg – såvel elbaserede som brændselsbaserede – det vil sige fra anlæg med en kapacitet på mindre end 0,25 MW – vil blive undtaget fra reglerne om prisfastsættelse og varmeprisen vil ikke skulle opgøres og anmeldes til Forsyningstilsynet.

    For overskudsvarme fra større anlæg indføres der en model for prisfastsættelse af overskudsvarme, således at virksomheden og fjernvarmeværket frit kan aftale en pris for overskudsvarmen, så længe de samlede omkostninger til udnyttelse af denne holdes under et såkaldt VE-prisloft. Det vil betyde, at der ikke længere skal afgives en årlig revisorerklæring om, at prisen overholder varmeforsyningslovens prisbestemmelser. 

    De nye regler rummer også en administrativ lettelse for virksomhederne, da det fremover bliver fjernvarmeværkerne, der skal anmelde prisen på overskudsvarmen til Forsyningstilsynet. Eksisterende overskudsvarmeleverandører kan forblive på nuværende regler i en overgangsperiode. 

 

Til glæde for hvem?

Der er ingen tvivl om, at de nye regler i første række vil være interessante for supermarkeder, som vil opleve større aftalefrihed på prisen for deres overskudsvarme samt en administrativ lettelse. I anden række vil de nye regler kunne være attraktive for datacentre samt for produktionsvirksomheder med lunkent spildevand og/eller lunken luft i ventilationsanlæg. Det vil sige virksomheder, for hvem de hidtidige regler har gjort det uinteressant at udnytte overskudsvarmen. 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.