Staten vil tilbagebetale ejendomsskat med hele 13,3 mia. kr.

Mange husejere uden for de større byer kan se frem til tilbagebetaling af grundskyld og/eller ejendomsværdiskat, når den nye vurderingslov er trådt i kraft. Gælder ikke kun ejerboliger, men også erhvervsejendomme mv.

Ejendomsskat

Skatteministeren har fremlagt et udkast til den nye ejendomsvurderingslov, der efter planen skal træde i kraft den 1. januar 2018.

Parcelhuse, rækkehuse, sommerhuse og ejerlejligheder (ejerboliger) vil blive vurderet efter de nye regler i løbet af 2018, og ejerne vil modtage besked om den nye ejendomsværdi i foråret 2019. Denne værdi vil formentlig skulle danne grundlag for ejendomsværdiskatteberegningen for indkomståret 2018 og for grundskylden for 2020.

Øvrige ejendomme vil blive vurderet i 2019, og ejerne vil modtage besked om vurderingen i foråret 2020. Denne værdi vil nok skulle danne grundlag for grundskylden for 2021.

Tilbagebetalingsordningen

I forslaget lægges der op til en kompensationsordning til ejere af ejendomme, der har været vurderet for højt efter de gamle regler. Det forventes at være tilfældet for en stor gruppe ejendomme i landdistrikterne. Faktisk forventes det, at ejendomsvurderingen for omkring 25 % af alle ejendomme vil blive sat ned.

Tilbagebetalingsordningen kommer til at gælde både for ejerboliger (ejendomsværdiskat og grundskyld) og for erhvervsejendomme mv. (grundskyld, men ikke dækningsafgift), men ikke for landbrugs- og skovejendomme og for enkelte andre ejendomstyper.

Tilbagebetalingsordningen er et alternativ til en klagebehandling af de gamle vurderinger og er derfor et tilbud. Dem der foretrækker en klagebehandling kan ikke senere vælge at bruge kompensationsordningen.

Automatisk udbetaling

Tilbagebetalingen vil ske automatisk, men vil først blive sat i gang, når klagefristen er udløbet. Det vil formentlig sige i efteråret 2019 for ejerboliger og efteråret 2020 for øvrige ejendomme. Kompensationsbeløbet tillægges samme procenttillæg som ved tilbagebetaling af overskydende skat. Der vil ikke ske tilbagebetaling, hvis genberegningen viser et beløb på under 200 kr. i ejerens favør. Kompensationen vil være skattefri for modtageren, medmindre kompensationen dækker grundskyld, som ejeren har haft skattefradrag for. Dette vil være tilfældet for en del erhvervsejendomme.

Samlet forventes der udbetalt et beløb på 13,3 mia. kr., hvoraf de 9,1 mia. kr. kan henføres til de 730.000 ejerboliger, der skønnes at få glæde af kompensationsordningen. I gennemsnit altså knap 12.500 kr. pr. ejerbolig.

Også tidligere ejere

Der kan for ejerboliger blive tale om tilbagebetaling af ejendomsværdiskat, mens der for såvel ejerboliger som for øvrige ejendomme kan blive tale om tilbagebetaling af grundskyld. Tilbagebetaling vil ske til den eller de ejere, som på forfaldstidspunktet hæftede for de skatter, der bliver genberegnet.

Tilbagebetaling vil dermed ske såvel til nuværende som til tidligere ejere. For ejendomme, der er blevet handlet, er det uden betydning, at parterne via refusionsopgørelsen har delt betalingen af grundskyld mellem sig. Det samme gælder i lejeforhold, hvor ejendomsskatten er overvæltet på lejeren. Tilbagebetalingen sker altså til den, der i første omgang har betalt skatten.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.