Moms og told når du køber julegaver i udenlandske netbutikker

Det er både nemt og bekvemt at købe julegaver på nettet, men pas på: Hvis dine julegaveindkøb bliver leveret fra lande uden for EU, skal der i mange tilfælde betales både told og moms, og du kan ikke undgå betalingen. 

Det er nemt at handle på nettet. Flere og flere køber derfor julegaver ad denne vej. Det kan dog være en god idé at orientere sig om reglerne for told og moms, inden der trykkes på købeknappen.

Køb i EU

Du skal hverken betale told eller moms her i landet af værdien af varer, som du som privatperson får tilsendt fra leverandører i andre EU-lande. Men pas på. Det afgørende er, hvorfra du rent fysisk modtager varerne. Køber du på en engelsk hjemmeside, men får varerne tilsendt fra Kina, anses de ikke for købt i et EU-land.

Køb udenfor EU

Får du leveret varer fra lande udenfor EU, fx fra USA eller Kina, gælder følgende regler:

  • Du skal betale dansk moms med 25 %, hvis du køber for mere end, hvad der svarer til blot 80 kr. eksklusive moms. Momsen beregnes på grundlag af varens pris i netbutikken med tillæg af udgift til fragt og told, hvis noget sådant skal betales, jf. straks nedenfor. 
  • Du skal betale told, hvis du køber for mere end, hvad der svarer til 1.150 kr. eksklusive fragt. Overskrides beløbsgrænsen, skal der betales told af varens pris i netbutikken med tillæg af udgiften til fragt. 

    Toldsatsen afhænger af, hvilken varer du har købt. For tøj udgør satsen 12 %, mens den for golfudstyr udgør 2,7 %. For sko er tolden mellem 3,5 % og 17 %, mens den for bøger, laptops, tablets og smartphones er 0 %. SKAT har på sin hjemmeside en udmærket toldberegner, hvor du kan få oplysninger om toldsatser og hjælp til udregning af det faktiske toldbeløb.

Der gælder særlige regler for parfume, vin, spiritus samt tobak, som der altid skal betales moms, told og evt. afgifter af, uanset hvor meget/lidt du køber. Der skal endvidere betales punktafgifter ved køb af slik, chokolade, kaffe og lignende fra udlandet. Endelig gælder der særlige regler for blandt andet piratkopierede varer.

Opkrævning

Det er ikke muligt at undgå betalingen af moms og told, hvis beløbsgrænserne overskrides. Transportøren af pakkerne sørger nemlig automatisk for opkrævning af moms, told og afgifter, hvis der skal betales sådanne beløb. For denne service vil der normalt skulle betales et gebyr. Samlet kan det derfor hurtigt løbe op, jf. dette eksempel.

Toldsatser

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.