• SMV Barometret 2018

    SMV’erne viser særdeles gode takter og omsætning, overskud og soliditetsgrad er steget markant

Analyse:

SMV Barometret 2018

25 juni 2018

I en af de mest omfattende danske analyser af landets mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder, SMV Barometret, som i år udkommer for syvende gang, er konklusionen, at omsætning, overskud og soliditetsgrad er steget markant, og forventningerne til fremtiden er ambitiøse og positive.

De mindre og mellemstore virksomheder har det godt. Måske bedre end nogensinde. De tjener gode penge og er optimistiske, når det gælder fremtiden. De føler et stort samfundsansvar i forhold til at hjælpe ikke bare unge mennesker, men også flygtninge og indvandrere med jobs. Endelig mangler de ikke finansiering, og de vil i øvrigt rigtigt gerne vækste via fusioner eller opkøb.

SMV’erne har i de seneste to år løftet deres omsætning med 11,5 %. Og det er også lykkedes at konvertere en større andel af omsætningen til overskud. Virksomhedernes overskud er i samme periode vokset med imponerende 15,8 %. Soliditetsgraden steg stærkt i 2017, ved årets udgang udgjorde den gennemsnitligt 39,9 % mod 35,5 % året før. Og virksomhederne tror på yderligere fremgang i 2018. Næsten en fjerdedel forventer således at øge deres omsætning i år med over 10 %. I forhold til den lave inflation er det en imponerende ambition.

Datagrundlaget

SMV Barometret er bygget på omfattende data fra BDO’s kunder, og de kvantitative data er hentet fra 27.000 regnskaber samt spørgeskemabesvarelser fra SMV’erne i dansk erhvervsliv. Dermed giver SMV Barometret et af de mest aktuelle, detaljerede og velunderbyggede indblik i, hvordan SMV’erne i det danske samfund har det netop nu.

Vi taler SMV’ernes sag

Landets mange mindre og mellemstore virksomheder får som oftest ikke så meget taletid i medierne, men den danske økonomi afhænger dog i høj grad af SMV’ernes evne og mulighed for at vækste. Derfor ønsker vi løbende at skabe debat om vilkårene for dansk erhvervsliv, og her har vi særligt fokus på at tale SMV’ernes sag. SMV Barometret er en af vejene til at udvide debat og bevidsthed om disse virksomheder.

Arbejd selv med tallene

Igen i år har vi lavet et interaktivt site, hvor du selv kan gå ind og undersøge, hvordan det er gået med en bestemt region. Siden finder du på: www.smvbarometret.dk

Hent SMV Barometret