De fem mest oversete skattefradrag

Ingen kender omfanget af de skattefradrag, som vi danskere hvert år snyder os selv for. I BDO har vi en oplevelse af, at det antalsmæssigt er rigtig mange, men at det beløbsmæssigt er relativt beskedent for den enkelte.

Nedenfor følger vores bud på de mest oversete skattefradrag.
 

1. Kørselsfradrag til bijobs

Det er din samlede daglige transport, som er afgørende. Hvis den overstiger 24 km, kan du få befordringsfradrag. Bor du kun 10 km fra dit job, opfylder du ikke umiddelbart kravet, men kører du to gange til samme arbejdsplads på én dag, fx på grund af et aftenmøde, eller har du et lønnet fritidsjob på nogle dage, så er det den samlede transport ud over 24 km på disse dage, som giver ret til fradrag. Det overses af mange.


2. MobilePay-donationer til velgørenhed

Bidrag til velgørende formål er fradragsberettigede. Det gælder også bidrag betalt via MobilePay, men fradraget gives kun, hvis man tager et screenshot af sin betaling og sender det til modtageren og beder dem indberette beløbet til skattemyndighederne. Det ved kun få, og endnu færre orker besværet.


3. Håndværkerfradrag

Det kan lyde mærkeligt, når op imod en halv million danskere bruger reglerne om håndværkerfradrag, men faktisk har vi en klar fornemmelse af, at mange går glip af dette fradrag. Det gælder især for udgifter til hushjælp i form af fx en vinduespudser eller en havemand i en kortere periode, men kan også være håndværkerbistand fra en maler. Enkeltstående arbejder, som er lykkelig glemt, når det er tid for årsopgørelsen.

 

4. Det berømte 25 %-fradrag

Har du været på en rejse for din arbejdsgiver af mindst 24 timers varighed, hvor du ikke kunne overnatte hjemme, og fik du dækket dine udgifter til kost og logi efter regning, kan du under visse betingelser fratrække et beløb på 130,25 kr. pr. døgn (2020) til dækning af udgifter til såkaldte småfornødenheder. Det kan være et stykke chokolade, lidt frugt eller en kop kaffe i lufthavnen eller på stationen. Begrebet ”rejse” dækker også en tur til en messe, en konference eller et kursus, hvis det altså er med overnatning. Det overses af mange.

 

5. Ejendomsværdiskat ved boligskifte

Når en bolig handles, beregnes der automatisk ejendomsværdiskat fra overtagelsesdag til overtagelsesdag. Det gælder også, selvom du rent faktisk flytter ind eller ud på andre datoer. I sådanne tilfælde har du ofte mulighed for at undgå ejendomsværdiskat i den periode, hvor du ikke har boet i huset eller lejligheden. Det samme gælder, hvis du på grund af vand-, storm- eller brandskade må fraflytte din bolig i en periode. Men det forudsætter, at du giver Skattestyrelsen besked om, hvornår du ikke har boet der. Det glemmer mange at gøre. Som oftest fordi de ikke kender reglen.


Du kan få endnu bedre styr årsopgørelsen ved at tage vores lille quiz og teste din viden om skat. Se, hvor mange rigtige du kan få – måske bør du overveje at søge job i vores skatteafdeling.

Test din viden om skat

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.