• Servex Group A/S

Servex Group A/S oplever flot vækst

Vækst ud over det sædvanlige præger virksomheden Servex Ventilation A/S, der har domicil på 2.100 m2 i Låsby. Virksomhedens historie går tilbage til 1977, hvor grundlægger Poul Erik Jønsson, der trods sine 75 år, stadig kommer i virksomheden dagligt, gik i gang med at konstruere anlæg til ventilation.

I dag består Servex Group A/S af Servex i Låsby, AIR-WEX i Vejle og importleddet Paul Danmark. Virksomheden ejes og ledes af Hans-Henrik Timmermann, Jesper Rosenkilde og Lars Lindgaard.

”Vi har spredt risikoen ud ved at være tre om Servex Group, og det er både fornuftigt for os selv og for banken, der jo skal være parate til at understøtte den vækst, vi står over for de kommende år,” fortæller Hans-Henrik Timmermann, adm. og teknisk direktør for Servex Group A/S. Der er rigtig mange spændende ordrer i pipelinen for Servex, som Hans-Henrik for mange år tilbage i tiden, var ansat i, og som han siden er blevet hentet tilbage til som direktør. Men at have travlt er godt.

Vores superskarpe revisor er vores nærmeste rådgiver

Servex Group A/S bygger først og fremmest forretningen på tillid til samarbejdspartnere og kunder. Kemien skal være god, og derfor har ledelsesteamet valgt at samarbejde med BDO og Pia Højlund Juul. Om samarbejdet fortæller Hans-Henrik: ”I bund og grund handler godt og frugtbart samarbejde om at have tiltro til hinanden – det gælder selvfølgelig også i forhold til vores nærmeste rådgiver Pia fra BDO. Her er relationen helt formidabel - Pia er hamrende dygtig, for at sige det rent ud, ” siger Hans-Henrik og tilføjer: ”For mig er hun en livline, både når det går rigtig stærkt, og når vi i dagligdagen har brug for sparring om konkrete sager. Vores samarbejde går langt tilbage, og det er unægtelig en noget anden forretning i dag, hvor vi i år omsætter for 30 mio. kr., end da jeg havde mit eget firma, og omsætningen lå omkring 1,6 mio. kr. om året.  Og Pia, ja hun har været med hele vejen. Hun er superskarp og altid utrolig velforberedt, når vi mødes. Det er helt tydeligt, at vi har en revisor, der elsker sit arbejde. Den gejst og det engagementet smitter af, ” fortæller Hans-Henrik Timmermann.

Styrken ligger i specialløsninger

Komplette ventilationsanlæg produceres fra bunden hos Servex Group A/S. Vedligeholdelse og entrepriser, hvor ventilationssystemet er tænkt ind fra første streg, mestrer virksomheden: ”Når entreprenøren tænker løsninger for ventilation ind fra begyndelsen, har vi mulighed for at komme med vores vurderinger af, hvad der giver de bedste resultater. Vores styrke er specialløsningerne, som bliver skabt til et specifikt byggeri og derfor er optimale. Vi kan også levere standardvarer, men generelt tror vi ikke på at one size fits all,” forklarer den adm. og tekniske direktør.  

Langvarige relationer

Eftersom systemerne konstrueres fra bunden, er stort set alt hos Servex tilpasset den enkelte opgave. Blandt andet tilbyder man løsninger inden for service, industri-, bolig-, komfort og marineventilation. I egenproduktionen udvikles og produceres ventilationsaggregater, specialkomponenter og de mange medfølgende forskellige smedeopgaver. Referencelisten er lang, ancienniteten blandt de ansatte ligeså og kundeforhold – ja, det er sådan noget, der varer ved i mange år – i hvert fald hos Servex Group A/S.