Seks nye Partnere udnævnt i BDO

27 september 2018

Seks stærke profiler er pr. 1. oktober 2018 blevet udnævnt til Partnere i rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO.

Nye Partnere udnævnt i BDO

(Fra venstre Rasmus Morten Høybye Duus, Mikkel Aalykke, Brian Bek Andersen, Kenneth Albert, Lasse Fredborg og Jesper Birch)


I BDO’s Advisory, Public er Rasmus Morten Høybye Duus, Aarhus pr. 1. oktober udnævnt til Partner, Advisory. Rasmus, der er 40 år, er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Rasmus arbejder i Advisory, Public, og har ansvar for projekter i forhold til kommuner, regioner og stat – primært inden for de store velfærdsområder. Han har nyligt fejret 10 års jubilæum i BDO, og han har været med til at sikre fornyelse og fremdrift i Advisory-ydelserne såvel i relation til det private som til det offentlige felt.

Fra BDO’s Region Syd:
Mikkel Aalykke, Odense, er pr. 1. oktober udnævnt til Partner, statsautoriseret revisor. Mikkel har arbejdet hos BDO i Odense i 12 år og blev statsautoriseret revisor i 2016. Det er særligt de ejerledede SMV’er, forsynings- og shippingvirksomheder, som har Mikkels interesse, ligesom han har arbejdet en del med omstruktureringer og rekonstruktioner. Han er medlem af BDO’s branchegruppe for forsyningsvirksomheder og en kapacitet i forhold til GDPR-ydelser.

Brian Bek Andersen, Odense, er pr. 1. oktober ligeledes udnævnt til Partner, statsautoriseret revisor. Brian der er 35 år gammel, har en all-round revisionsfaglig viden, der dækker virksomheder lige fra de mindre til de store klasse C selskaber. Brian har været ansat i BDO siden 2014, han blev statsautoriseret i 2016 og har været væk fra revisionsbranchen i et år, da han arbejdede med projektudvikling.

Kenneth Albert, Haderslev, er pr. 1. oktober udnævnt til Partner, statsautoriseret revisor. Kenneth, der er 32 år gammel, har hovedsageligt M og M+ kunder i sin portefølje, og det er de større og komplekse sager, som særligt har hans opmærksomhed. Kenneth har været BDO’er i otte år siden han kom til BDO i Haderslev i forbindelse med opkøbet af revisionsvirksomheden Leo Hansen i 2010. I 2013/14 var han udstationeret hos BDO i Detroit, hvilket var med til at styrke fagligheden og indsigten i at arbejde med APT. I 2016 blev Kenneth statsautoriseret, og som kontorstedets faglige ambassadør er overblikket og det vidensfaglige niveau højt.

Fra BDO’s Corporate Finance afdeling er Lasse Fredborg,København pr. 1. oktober udnævnt til Partner, statsautoriseret revisor. Lasse, der er 50 år, har stået for opbygningen af Corporate Finances Transaction Services og Valuation team gennem de sidste tre et halvt år. Han kom fra en lignende stilling i E&Y og er oprindeligt uddannet statsautoriseret revisor.

Fra BDO’s Advisory afdeling er Jesper Birch, København pr. 1. oktober udnævnt til Partner, Advisory. Jesper, der er 46 år, arbejder i Advisory og har en baggrund i it-branchen. Han har været del af BDO i tre år og har tidligere været ansat i IBM, Deloitte og arbejdet i Microsofts partnerkanal. Gennem syv år var han selvstændig it-rådgiver. Jespers kompetencer dækker både rådgivning og strategi og udover at yde BDO-kunder hjælp, har han som leder af it-rådgivning også bistået i BDO’s interne it-overvejelser.