Skatteministeriet anker til Højesteret

27 juli 2016

Højesteret skal tage stilling til, om det var udtryk for en praksisændring, da SKAT for nogle få år siden begyndte at nægte virksomheder fradrag for almindelige lønudgifter til egne ansatte.

I en artikel i Depechen 2016, nr. 12, omtalte vi to domme fra Østre Landsret, som på den ene side gav SKAT medhold i, at de i visse tilfælde er berettiget til at nægte fradrag for virksomheders helt almindelige lønudgifter, men som samtidig fastslog, at dette er udtryk for en praksisændring, som kun kan gennemføres med fremadrettet virkning og efter et passende varsel.

En sådan ændring vil være til økonomisk ulempe og ikke mindst en tung administrativ byrde for især de større virksomheder, og derfor er der efterfølgende fra flere sider gjort forsøg på at rejse sagen politisk med henblik på at lovfæste den hidtidige praksis.

Det kan næppe udelukkes, at disse tiltag har været en medvirkende årsag til, at Skatteministeriet nu har anket de to domme til Højesteret. Ministeriet må antages at vurdere, at sandsynligheden, for at Højesteret i hovedspørgsmålet – om der i det hele taget er hjemmel til at nægte fradrag – når frem til et andet resultat end Østre Landsret, er mindre end sandsynligheden for, at Højesteret giver det medhold i, at der ikke er tale om en praksisændring.

Lang ventetid
Dommene fra Højesteret i de to sager vil formentlig tidligst foreligge i slutningen af 2017, og indtil da vil SKAT næppe rejse mange nye sager om dette spørgsmål.

Stadfæster Højesteret dommene, vil en ændring af praksis kun kunne ske med fremtidig virkning. Måske først fra og med indkomståret 2019.

Giver Højesteret derimod SKAT medhold på alle punkter, vil SKAT indenfor de almindelige forældelsesregler kunne rejse nye sager tilbage i tid – hvilket de formentlig vil gøre – og fremadrettet vil kun en lovændring kunne stoppe dem.

I BDO finder vi det på ingen måde rimeligt, at Skatteministeriet har anket dommene til Højesteret. Det er i vores optik soleklart, at der er tale om en praksisændring, og derfor er det ærgerligt, at det tilsyneladende er lykkedes ministeriet at overbevise ministeren om, at sagerne er så principielle, at det er nødvendigt med en stillingtagen fra Højesteret.