Så meget må du toldfrit tage med hjem fra udlandet

29 juni 2016

Sommeren er jo højsæson for udlandsrejser. Mange ønsker derfor at vide, hvor meget de må tage med hjem uden at skulle betale told og afgifter. Vi giver en oversigt over de vigtigste regler på området.

I toldreglerne skelnes der skarpt mellem, om du kommer fra et land inden for eller uden for EU.

Kommer du fra Grækenland, Spanien, Frankrig eller et andet land inden for EU, gælder der – bortset fra alkohol og tobak – som hovedregel ingen grænser, så længe du kun indfører til eget forbrug.

Eget forbrug defineres som varer til dig selv, medlemmer af din husstand samt dine private gæster. Du kan altså ikke tage varer med til hverken din nabo, til fodboldklubben eller til dine arbejdskolleger. Der gælder særlige regler for blandt andet medicin, kæledyr og fødevarer.

Kommer du fra Norge, USA, Egypten eller et andet land uden for EU, skal du betale told og afgifter, hvis du medbringer varer for mere end 3.250 kr. og ankommer til Danmark med fly eller skib. Krydser du grænsen i egen bil, i tog eller i bus, er loftet 2.250 kr. Du kan ikke undgå told og afgifter ved at skille en vare ad, og lade flere personer tage forskellige dele af denne med ind i Danmark. Bemærk, at det er højere beløbsgrænser, end hvis du køber over internettet. Her skal du – ved køb fra lande uden for EU – betale told, hvis du køber for mere end 1.150 kr. før fragt.

Når det gælder tobaks- og drikkevarer, kan de vigtigste regler illustreres således:

 

Indrejse fra andre EU-lande

Indrejse fra lande uden for EU

Cigaretter

*800 stk.

200 stk.

Øl

110 liter

16 liter

Bordvin

90 liter

4 liter

Spiritus

10 liter

1 liter

*Ved indrejse fra Bulgarien, Kroatien, Letland, Litauen, Ungarn og Rumænien må der kun medbringes 300 stk.

De angivne mængder er pr. person og gælder kun for voksne (18 år og derover).

Når det gælder kontanter, skal du ved rejser til og fra Danmark give SKAT besked, hvis du har penge – herunder også rejsechecks og værdipapirer – med, der samlet svarer til mere end 10.000 euro (ca. 75.000 kr.). Det gælder, uanset hvilken valuta du har med.